Den danske speedwaykører fik for første gang i år kørt sig i finalen. Han styrkede sin chance for et wildcard.

Stockholm. Peter Kildemand sørgede lørdag aften for opmuntring til dansk speedway efter en ellers trøstesløs sæson.

I sæsonens tiende grandprix i Stockholm kørte han sig i finalen som den første dansker i år.

Peter Kildemand sluttede som nummer fire og sidst i finalen, der blev vundet af sloveneren Matej Zagar. Han hentede sin anden grandprixsejr på stribe.

Polakken Bartosz Zmarzlik blev nummer to, mens den førende i VM-serien, australieren Jason Doyle, kom ind på tredjepladsen.

Doyle havde ellers kørt forrygende hele aftenen og blev trods tredjepladsen topscorer med 18 point.

Peter Kildemand hentede ti point lørdag, og han styrkede dermed formentlig sine muligheder for at komme i betragtning til et wildcard til VM-serien i næste sæson.

Kun top-8 i årets VM-serie er sikret en plads i serien næste år, og det er ikke muligt for Peter Kildemand at komme med ad den vej, da han er langt bagefter i den samlede stilling.

Kildemand, der indledte sæsonen som reserve, har samlet 46 point i VM-serien.

Danskeren havde på forhånd proklameret, at han ville køre aggressivt i Stockholm for netop at køre sig i position til et wildcard.

Peter Kildemand fik imidlertid en skidt start i Friends Arena, da han sluttede som nummer fire og sidst i sit første heat.

Danskeren hentede en andenplads i sit andet heat, da han efter en forrygende duel med flere overhalinger måtte se sig slået af Emil Sajfutdinov.

Danskeren var efterfølgende irriteret, fordi russeren havde presset ham voldsomt og faktisk ramte ham i forbindelse med den afgørende overhaling.

Nu virkede Peter Kildemand særdeles tændt, og i sit tredje heat hentede han omsider en sejr.

Danskeren tog andenpladsen fra yderbanen ved starten, men da den førende Piotr Pawlicki senere ramte et hul i banen, slog Kildemand til og overhalede polakken indenom.

Med fem point for de første tre starter så det fornuftigt ud for danskeren i forhold til at blive blandt de otte bedste kørere, der gik videre til semifinalerne.

Det blev endnu bedre for Kildemand, da polakken Patryk Dudek blev udelukket i danskerens fjerde start, så han var sikret point allerede inden omstarten.

Det blev dog kun til en tredjeplads og et enkelt point fra bane tre for Peter Kildemand, der efter en dårlig start måtte se sig besejret af australieren Chris Holder og briten Tai Woffinden.

Peter Kildemand var dermed under pres før sin femte start i 20. og sidste indledende heat. Her mødte han stærk modstand i skikkelse af polske Maciej Janowski, australske Jason Doyle og svenske Fredrik Lindgren, der alle lå i top-8 inden heatet.

Fra bane to fik Peter Kildemand kørt sig til en andenplads efter Jason Doyle, og det var nok til at sikre pladsen i semifinalerne.

Det blev en dramatisk affære med to udelukkelser, men Peter Kildemand kom i finalen.

Danskeren startede fra yderbanen i den første start, og med stærk kørsel kom han i front.

Desværre for Peter Kildemand styrtede Emil Sajfutdinov længere bagude, og russeren blev udelukket.

Der måtte derfor en omstart til, og her kæmpede Peter Kildemand med Chris Holder om førstepladsen. Australieren sendte danskeren i barrieren og blev udelukket.

Så var der kun to kørere tilbage, og sloveneren Matej Zagar besejrede Peter Kildemand.

I finalen kunne Peter Kildemand fra bane tre ikke stille noget op, og han sluttede sidst.

/ritzau/