Lyt til artiklen

De har netop fået endnu et barn sammen, men vejen dertil har bestemt ikke været let for den tidligere NBA-spiller Tristan Thompson og Khloé Kardashian.

For nyheden om at de ventede endnu en lille ny – denne gang gennem en rugemor – kom i kølvandet på endnu en utroskabsskandale.

I januar i år kom det nemlig frem, at Tristan Thompson havde fået et barn med en anden kvinde, Maralee Nichols, som han havde en affære med i marts 2021.

Og i en teaser for en ny sæson af programmet 'The Kardashians' er det en tydelig berørt Khloé Kardashian, der sætter ord på den svære tid.

For i november 2021 fik parret bekræftet, at rugemoren var gravid, men pludselig blev alt vendt på hovedet.

»Tristan og jeg – jeg ved ikke engang, om jeg vil sige Tristan og jeg – skal have endnu en baby. Og det er selvfølgelig rigtig privat, og jeg ønsker ikke, det kommer ud lige nu, for jeg ønsker at passe på mit mentale helbred,« siger Khloé Kardashian med tårer i øjnene og fortsætter:

»Det har været meget at skulle igennem på samme tid,« siger hun grædende i tv-programmet, hvor hun fortæller, at hun allerede i slutningen af sidste sæson havde fortalt sin søster Kim Kardashian om rugemoren i et klip, hvor hun bad om at telefon-højttaleren blev slået fra, mens der blev filmet.

»Det skulle være en rigtig skøn og spændende tid, og det er bare noget helt andet. Jeg ved det, tiden går, og jeg stikker hovedet i sandet, men det hjælper ikke, så … det er her, vi står,« siger hun tydeligt knust.

»Det er så svært at se hende lide på den måde,« siger Kris Jenner, Kardashians mor, desuden i en trailer til programmet.

Da en faderskabstest beviste, at Thompson var far til Maralee Nichols' barn, kom han med en offentlig undskyldning til Khloé Kardashian.

'Khloe, du fortjener ikke det her. Du fortjener ikke den hjertesorg og ydmygelse, jeg har forårsaget. Du fortjener ikke, hvordan jeg har behandlet dig gennem årene,' lød det.

Khloe Kardashian og Tristan Thompson, der blev kærester første gang i 2016, har i forvejen datteren True, men deres forhold har på mange måder været turbulent og præget af skandaler.

Op til fødslen af datteren kom det frem, at basketstjernen flere gange havde været sin gravide kæreste utro, og tilbage i 2019 var han utro med Jordyn Woods – en tidligere veninde til Kylie Jenner, der er lillesøster til Khloé Kardashian.

Sidstnævnte fik Khloé Kardashian til at gå fra Thompson, der har spillet for blandt andre Cleveland Cavaliers, som han vandt NBA med i 2016, og Chicago Bulls.

Siden fandt parret dog sammen igen, men nu skulle det dog være endegyldigt slut mellem Kardashian og Thompson, der i starten af august blev forældre til en lille dreng.