Formel 1-holdet Haas er på hjemmebane, når der over weekenden køres grandprix i Austin i Texas.

Austin. Den amerikanske delstat Texas danner ramme om weekendens grandprix i Formel 1.

Dermed er det amerikanske hold Haas på hjemmebane, og det vil holdets kører Kevin Magnussen udnytte.

- Det er et vigtigt løb. Det er teamets hjemmebaneløb, så det vil være fint at få et godt resultat foran de amerikanske fans.

- Det har vi ikke rigtig gjort endnu, så forhåbentlig kan vi gøre det den her weekend, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport.

Efter 17 af de 21 grandprixer, som sæsonen byder på, ligger Kevin Magnussen på ottendepladsen i VM-tabellen. Den danske kører har samlet 53 point, men måtte skuffende udgå i grandprixet senest i Japan.

Holdkammerat Romain Grosjean har samlet 31 point, og tilsammen har de to allerede sikret Haas den bedste sæson i holdets korte historie.

Haas kæmper med Renault om at blive "the best of the rest" blandt Formel 1-holdene - altså at ende som bedste hold, når man fraregner Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Renault er otte point foran før weekendens grandprix i USA. Grosjean tror, at der bliver tæt kamp med Renault til det sidste.

- Det er den bedste duel på banen. Det er meget tæt. Det bliver afgjort på sidste runde i grandprixet i Abu Dhabi (sidste grandprix, red.), siger Grosjean ifølge nyhedsbureauet AP.

Det er blot tredje år, at Haas er en del af Formel 1-feltet, og den gode start giver optimisme i Haas-lejren, fortæller teamchef Günther Steiner.

- I det første år sluttede vi ikke sidst, i det andet sluttede vi ikke sidst, og nu kæmper vi for at blive nummer fire. Et eller andet må vi gøre rigtigt, siger han til AP.

- Hvordan tager vi næste skridt? Hvad gør vi herfra? Det er der intet svar på lige nu, siger Günther Steiner.

Formel 1-feltet træner fredag og lørdag. Kvalifikationen finder sted lørdag, mens der køres om point i grandprixet søndag.

/ritzau/