Kevin Magnussen sluttede som nummer 17 i kvalifikationen til sæsonens 13. løb og havde igen bøvl med bilen.

Bøvl med gearkassen og en afkørsel i allersidste sving i første kvalifikationsrunde kostede lørdag dyrt for Formel 1-køreren Kevin Magnussen.

Med en slutplacering som nummer 17 må danskeren derfor endnu en gang tage til takke med en startplacering langt nede i feltet i søndagens grandprix i Italien.

Han sled gennem hele første kvalifikationsrunde med at holde sig i top-15, men mod slutningen begyndte det at se godt ud. Indtil først bilen og siden køreren bøvlede med det.

- Det var ikke super. Min gearkasse mistede det, man kalder sync. Så den skulle lære alle gearene på den ene langside igen. Og når den skal det, går det rigtig langsomt med at skifte op i gear, siger Kevin Magnussen til TV3+.

- Det kostede en del tid, og der var jo ikke så langt op til at komme videre i kvalifikationen. Det var rigtig irriterende, siger han.

Med i regnestykket hører dog også, at han i sidste sving på allersidste omgang kom for langt ud, så han røg af banen og fik sin sidste hurtige tid spoleret.

I den enlige frie træning før tidskørslen sluttede danskeren som nummer 19.

Teamkollega Romain Grosjean klokkede ved den lejlighed ind på 13.-pladsen.

I kvalifikationen var forskellen på de to Haas-kørere dog langt mindre, og Grosjean på 16.-pladsen var blot 21 tusinddele bedre end Magnussen.

Begge havde omkring en tiendedel op til den forjættede top-15, som ville have givet adgang til Q2.

- Men vi starter, hvor vi starter, og så må vi prøve at få noget ud af løbet, siger Kevin Magnussen.

Hurtigst af alle ved kvalifikationens afslutning var Valtteri Bottas (Mercedes), som dermed starter i pole position for 15. gang i karrieren.

Det sker lige for snuden af teamkollega og regerende verdensmester Lewis Hamilton.

Løbet er sæsonens femtesidste.

/ritzau/