Mens store dele af verden er lukket ned, har man på de sociale medier kunnet se billeder af sportsstjerner og influencere, der nyder solstrålerne på barer og restauranter i Dubai.

Det har især skabt røre hjemme i Danmark, da den sydafrikanske corona-mutation har fundet vejen hertil, efter en dansker har været på ferie i netop millionbyen.

Og mandag var Mikkel Hvidt Kessler og hans kone, Lea Hvidt Kessler, så i 'Aftenshowet' for at forklare deres beslutning.

For selvom de allerede har været ude og afvise, at de skulle have taget mutationen med hjem, så har det vakt opsigt, at de valgte at rejse, når alle ikke-nødvendige rejser lige nu frarådes.

»Vi er meget enige i, at tager man bare afsted for at være på badeferie, så er det måske ikke lige tidspunktet at gøre det på nu. Vores situation har været en anden,« fortæller Lea Hvidt Kessler, der forklarer, at turen har været arbejdsrelateret, fordi de reklamerer for rejser.

Den tidligere bokser Mikkel Kessler fortæller samtidig, at parret, der var afsted med deres tre børn, har taget alle forholdsregler og blev testet både før, under og efter rejsen, ligesom familien lige nu er i isolation, efter de er kommet hjem.

Vært på 'Aftenshowet' Mette Bluhme Rieck spørger dog parret til, om de kan forstå, at mange danskere kalder det uansvarligt at tage ud og rejse i en tid, hvor coronavirus fylder så meget og har så store konsekvenser for rigtig mange mennesker.

Hun spørger samtidig, om det sender et godt signal, når man på billeder fra turen eksempelvis kan se Mikkel Kessler sidde helt tæt sammen med en række andre danske sportsstjerner og 'leve i sus og dus', mens danskerne lever under strenge restriktioner herhjemme.

»Jeg forstår ikke, hvad du siger? Er det misundelse, at det er 'sus og dus'? Hvad er det? Fordi hvert land har jo nogle begrænsninger, og vi var ti mennesker samlet. Vi måtte ikke være mere end ti, og det var vi den aften,« svarer Mikkel Kessler kontant.

Alligevel kan familien godt forstå, at nogle danskere alligevel har reageret på deres beslutning om at tage til Dubai.

»Vi kan da godt forstå folks reaktioner. Det ser da sikkert hyggeligere ud at være et andet sted, så jeg kan da godt forstå, at det kan skabe noget frustration og misundelse,« siger Lea Hvidt Kessler.

I 'Aftenshowet' var både Mascha Vang og Peter Lund Madsen med i studiet, og de var begge stærkt kritisable over for dem, der har valgt at tage ud og rejse.

»Det er uklogt at rejse ud. Det er ikke en misundelse, jeg får, men jeg tænker bare 'lad nu være',« siger læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen blandt andet.

Kessler-parret siger dog, at de støtter op om forslaget tvungen isolation efter en udenlandsrejse, som justitsminister Nick Hækkerup (S) søndag forklarede vil blive indført.

For at minimere risikoen for coronamutationer i Danmark har regeringen besluttet at fraråde rejser til hele verden foreløbigt til og med 7. februar.