Kenyansk maratonmester er taget for doping
En dopingtest af den kenyanske maratonløber og verdensmester Peres Jepchirchir viser spor af epo.

En dopingtest af den kenyanske maratonløber og verdensmester Peres Jepchirchir viser spor af epo.

Den forsvarende verdensmester i maratonløb Peres Jepchirchir suspenderes for brug af doping.
Det skriver Athletics Integrity Unit (AIU), der blandt andet håndterer antidopingarbejde i atletikken.
Organisationen hører under Det Internationale Atletikforbund.
Dopingprøven blev taget uden for konkurrence i Kenya forud for hendes seneste sejr i Sydney Marathon i august.
Prøven viste et positivt resultat for det præstationsfremmende og ulovlige stof epo, der øger mængden af røde blodlegemer og derved øger kroppens iltoptagelse.
Den 33-årige kenyaner suspenderes midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere.
Jepchirchir kommer dermed i selskab med over 140 kenyanske atleter, som er blevet suspenderet eller udelukket af AIU siden 2017, skriver AFP.
Kenyaneren vandt VM-guld ved seneste lejlighed i Tokyo i 2025, ligesom hun også har fire guldmedaljer fra World Marathon Major, som er en serie af de mest prestigefyldte maratonløb i verden.
RITZAU