Ikast-keeper Karin Mortensen har været igennem hele følelsesregistret de seneste fire måneder. Hun blev kåret som turneringens bedste spiller, da Danmark vandt EM i december - men har efterfølgende døjet med at finde den samme form.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Jeg håber da, at min formkurve vil toppe igen. Men det, der skete under EM, var noget helt unikt for hele holdet. Jeg arbejder dog hårdt på at toppe på de rigtige tidspunkter, idet jeg kører efter nogle specielle træningsprogrammer fra landsholdet. Så det gælder faktisk bare om at træne rigtigt, så formen rammer det rigtige tidspunkt,« siger Ikast-keeperen.

Og formen fandt hun igen i netop Århus Arena i kvartfinalen i Champions League mod det serbiske hold fra Podgorica.

Det var ikke mindst takket være hendes feberredning i slutsekunderne, at Ikast i aften spiller den første semifinale i Champions League ude mod Krim Ljubljana fra Slovenien.

Men Karin Mortensen erkender, at hun har været igennem en svær tid på håndboldbanen siden EM-triumfen. Håndboldtilværelsen har ikke være én stor jubeltur.

»Nej, det kan man vist ikke påstå, men det var vel meget naturligt. Jeg havde det især svært lige efter EM, hvor jeg godt kunne have brugt en pause på en uge eller 14 dage.

Vi var på det tidspunkt helt oppe at køre efter en meget hård periode med samlinger og så 14 dages EM. I stedet røg man kort efter ud i en masse nye kampe, hvor vi ikke bare kunne tillade os at slappe af. Vi kæmpede jo for at beholde andenpladsen i grundspillet,« understreger Karin Mortensen.

Siden den 1. januar har hun så haft masser af tid til at satse 100 procent på håndbolden.

Fra den dato valgte Karin Mortensen at droppe alt andet end håndbold.

Studiet til fysioterapeut blev sat på standby, og den beslutning har hun ikke et sekund fortrudt.

»Det har været den helt rigtige beslutning. Tidligere var jeg meget stresset med alt omkring håndbold og studier, mens jeg i dag har et helt andet overskud.

Jeg tager virkelig hatten af for de spillere i Ikast, der ved siden af passer et job med en 25 timers arbejdsuge. Jeg har i hvert fald ikke haft nogen problemer med at få tiden til at gå. Efter sommerferien vil jeg dog nok have lidt mere på programmet. Måske snupper jeg et sprog ved siden af håndbolden, men det har jeg ikke besluttet mig for endnu.«

I aften skal hun imidlertid kun tænke på håndbold i heksekedlen i Ljubljana.

»Jeg glæder mig utrolig meget. Der er da ikke noget bedre end at spille i en hal med en fed stemning. Så er det jo næsten som at spille i Århus. Jeg vil i hvert fald nyde de her kampe. For der er ingen tvivl om, at det bliver en kæmpe oplevelse. Og så kunne det jo være sjovt, hvis det ender med en Champions League finale mod Viborg,« siger en håbefuld Karin Mortensen.

TV2 Zulu kl. 18.25