Stor indsats af Brøndby-spiller i sejr over Bosnien.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En stabil holdindsats og storspil af Brøndbys Thomas Kahlenberg sikrede Danmarks U/21-landshold en velfortjent 3-0 sejr over Bosnien.

Danmark måtte undvære karantæneramte Allan Olesen, men det viste sig at være en heldig situation.

Han blev nemlig erstattet af Thomas Kahlenberg - der selv måtte sidde over, da Danmark sidste uge besejrede Rumænien.

»Nu har jeg vist, at jeg kan score, så jeg håber, at jeg kan overføre det til ligaen. Det var nogle af de flotteste mål, jeg har været med i i min karriere. Alt fra opspil til mål var klasse. Desuden viser vi, at vi er et homogent hold, der også kan være effektiv. Noget, der manglede mod Rumænien,« sagde 20-årige Kahlenberg.

Brøndby-spillerens to mål til 2-0 og 3-0 faldt i kampens sidste ti minutter.

På et tidspunkt, hvor det ikke havde været uretfærdigt, hvis Bosnien havde udlignet, scorede Kahlenberg et smukt mål. Med en brysttæmning og en flugter bragede han bolden i nettet og afgjorde i realiteten kampen.

Tre minutter efter kunne han med endnu et smukt mål på et oplæg af indskiftede Dennis Sørensen, Farum, cementere den danske sejr.

De to hold viste kun i glimt klasse i første halvleg. Danskerne forsøgte at presse de bosniske spillere højt oppe på banen, men bosnierne spillede udenom danskerne uden dog at blive farlige.

Det unge danske hold fik dog overtaget midt i halvlegen og udover Kahlenberg viste både Jan Kristiansen, Esbjerg, og Rasmus Würtz fra AaB, både defensivt og offensivt klasse.

Tommyu Bechmann viste sin næse for mål, da han efter en halv times spil sendte en lang, skarp stikning fra Würtz, bragte Danmark foran 1-0.

Målet frigjorde de danske spillere og derefter blev spillet mere flydende. Bosnierne var imidlertid konstant farlige på kontraangreb, der ofte blev effektivt stoppet af en velspillende Stephan Andersen i målet.

»Det var en meget vigtig sejr, for nu er vi stadig i hælene på Norge om førstepladsen. Det var en fortjent sejr, selv om bosnierne havde bolden lige så meget som os. Men med en fremragende holdindsats fik vi kontrolleret og lukket kampen,« sagde landstræner Flemming Serritslev.

»Vi er teknisk set et bedre hold end Norge, men Norge har en god organisation og spiller defensivt, hvilket har vist sig at være effektivt. Men vi går helt sikkert efter førstepladsen, og hvis vi er lige så effektive mod Norge som i denne kamp, vinder vi også mod nordmændene,« sagde landstræneren.

Danmark er nummer to i puljen efter Norge. Kampen De to hold mødes den 6. juni i Farum. Kun vinderen af puljen går direkte til EM 2004.

Blandt de 650 tilskuere til kampen på Køge Stadion var opkøbere fra i alt 14 udenlandske topklubber.

Det var klubber som Manchester United, Schalke 04, Ajax, Bayern München, Aston Villa, Manchester City og Dortmund, der så de danske spillere spille sig nærmere en EM-slutrunde, hvor Danmark ikke har deltaget siden 1992.