Nikola Gnjatovic var et lovende tennistalent - lige indtil det gik helt galt.

»Jeg tog heroin første gang som 21-årig. Så begyndte mit helvede,« siger han.

I et interview med serbiske Blic fortæller den i dag 40-årige mand om sin store nedtur.

Det begyndte ellers så lovende. Allerede som 16-årig Nikola Gnjatovic lignede han en kommende verdensstjerne. U18-mester i både single og double. Han slog Marat Safin og Fernando Gonzalez, der siden blev etablerede verdensstjerner, i juniortennis. Han slog selveste Roger Federer i en træningskamp.

Faktisk blev den unge tennisspiller ikke bare regnet som et af Serbiens største talenter, men som ét af verdens største talenter.

»Alle forudså, at jeg ville ende i top-10,« som Nikola Gnjatovic selv fortæller.

Sådan gik det langtfra. Overgangen til seniortennis kom aldrig rigtigt ned langs linjerne. Det blev kun en plads som nummer 759 på verdensranglisten og samlet set 4.000 dollar i præmiepenge.

»Jeg skyldte penge væk, havde store problemer med stoffer. Jeg begyndte at stjæle for at få penge til stofferne. Jeg forsøgte at blive ved med at spille tennis, men det gik ikke godt. Min familie var også ved at falde fra hinanden, og mit liv var totalt i kaos,« erindrer Nikola Gnjatovic.

Han opsummerer, hvad der så skete i de følgende år.

»Jeg har været indlagt på hospital mere end 10 gange. Igennem 17 år er jeg gået gennem alle de rædsler, som stoffer bringer med sig,« siger han.

I dag er han stoffri. Og forsøger igen at gøre en karriere ud af tennis. Nu som træner for børn. Han drømmer om at skabe en ny Novak Djokovic eller Jelena Dokic. Fortiden forfølger ham dog stadig.

»Tidligere spillere og kollegaer fortæller forældrene, at jeg er en tidligere stofmisbruger, og at de ikke skal lade deres børn få undervisning af mig. Men jeg har aldrig solgt stoffer, heller ikke i mine sværeste kriser, og jeg ville aldrig give stoffer til børn. Så ville jeg hellere skære min hånd af,« lyder det bombastisk fra Nikola Gnjatovic.