David Nielsens telefon har ikke været stille det sidste stykke tid. Det var i hvert fald det indtryk, AGF-træneren selv gav efter sejren på 1-0 over OB.

For det var en cheftræner i hopla, der først skulle sætte lidt ord på, hvordan han oplevede at skifte en mand ind, der kun skulle bruge et minut på at score.

»Det sker jo en gang per sæson. 'Hel' er klar, han er i bedre forfatning end nogensinde. Han står bare på spring,« lød de rosende ord fra David Nielsen til Niklas Helenius, som han sendte på banen i det 77. minut.

Og da kampen var i det 78., havde den 29-årige angriber sendt bolden i kassen. Til stor jubel for ikke blot ham selv, men også holdkammeraterne.

AGFs Nicklas Helenius (15) og Patrick Mortensen (9) fejrer sejren i 3F Superligakampen AGF mod OB på Ceres Park i Aarhus, 1. juni 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
AGFs Nicklas Helenius (15) og Patrick Mortensen (9) fejrer sejren i 3F Superligakampen AGF mod OB på Ceres Park i Aarhus, 1. juni 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og det er her, David Nielsens telefon kommer ind i billedet.

For den har ikke været stille de sidste måneder, afslørede cheftræneren, der også satte ord på de to spillere, der ifølge ham har 'forstyrret'. Niklas Helenius og Patrick Mortensen.

»'Hel' og 'Patte' har sms'et mig nu i et halvt år, om de ikke kunne få lov at spille sammen. Det har vi måttet kigge lidt på. Nu har vi gjort det to gange, og de har scoret et mål hver, så det var dejligt,« sagde David Nielsen, der hentede Niklas Helenius til AGF i sommeren 2019, med et stort smil.

Niklas Helenius spillede også en rolle i målet i torsdagens kamp mod Randers FC.

Også her blev han skiftet ind, og David Nielsen mener ikke, det er tilfældigt, at målene er faldet, efter den 29-årige angriber er løbet på banen.

»Modstanderen har forholdt sig til en angriber i hele kampen, så de er i et flow i forhold til at forsvare én. Når han så pludselig kommer ind og kan nogle af de samme ting og er stærk på kroppen, giver det modstanderen nogle problemer,« lød det fra David Nielsen.

Han afviste heller ikke, at Niklas Helenius kan komme i spil til en rolle fra start fremover.

»Vi kan godt vurdere at gøre det også fra start. Vi vurderer hele tiden, hvad vi kan gøre,« sagde en tilfreds David Nielsen, der måske kan få en smule fred på telefonlinjen. I hvert fald for nu.