Hun plejer at stå i tv-studiet i trygge rammer, hvor hun ved, hvad der kommer til at ske.

Men sådan forholder det sig ikke helt i det nye DR-program 'Høgh og astronauten - min krop til grænsen', hvor den 31-årige Josefine Høgh pludselig står overfor adskillige udfordringer. I den ekstreme kategori.

Og det var bestemt ikke en dans på roser, fortæller hun i et opslag på Instagram i forbindelse med, at programmet har premiere.

'Jeg er virkelig spændt på, hvad i synes - uanset hvad, så kan jeg love jer at det gjorde hamrende ondt undervejs.. men det var også det sjoveste og mest udfordrende jeg længe har prøvet,' skriver tv-værten, der sammen med astronaut Andreas Mogensen møder i alt seks danske ekstremsportsudøvere, som de skal gøre kunsten efter.

Josefine Høgh og astronauten Andreas Mogensen har kastet sig ud i flere udfordringer.
Josefine Høgh og astronauten Andreas Mogensen har kastet sig ud i flere udfordringer.
Vis mere

'Jeg siger altid ja til en udfordring, elsker at mærke suset i maven, og det gjorde jeg her.. Jeg mødte også min grænse, både fysisk og mentalt, men det får i jo at se undervejs,' skriver Josefine Høgh, der i første program skal prøve kræfter med cliffdiving.

'Der er rimelig langt ned, kan jeg fortælle,' lyder det fra fynboen, der altså skulle springe fra 15 meter under kyndig vejledning af VM-vinderen Magnus Gardasson.

I DR-programmet lægger Josefine Høgh da heller ikke skjul på, at der er et godt stykke ned, allerede da de 'kun' står på en ti-meter-vippe i svømmehallen.

»Det er ikke sådan, jeg føler mig tryg,« siger tv-værten blandt andet, da de bliver instrueret i at skulle springe med salto med skrue. Fra 15 meter og i et havnebassin med kun én dag til at lære det, vel at mærke, og allerede under træningen kan tv-værten da også mærke, hun bliver udfordret.

»Det er fuldstændig unaturligt for mig. Fuck mand, hvorfor er det så svært, jeg synes ikke engang, der er så langt ned,« siger Josefine Høgh, der selv har spillet fodbold, blandt andet, da hun skal lave et hovedspring fra fem meter. Et spring, der krævede stor overtalelse. fortæller hun.

Du kan se programmet, og hvordan det går dem her.

Josefine Høgh har desuden gang i nogle travle måneder. Lige nu vikarierer hun i 'Aftenshowet', og så skal hun også være EM-vært hos DR næste måned.