José Mourinho afslører vild hemmelighed: 'Folk vil bare grine ad mig'
Den portugisiske Real Madrid-træner fortæller i den nye Netflix-dokumentar om ham selv, at han aldrig har været fuld i sit liv.

Den portugisiske Real Madrid-træner fortæller i den nye Netflix-dokumentar om ham selv, at han aldrig har været fuld i sit liv.

Man skulle tro, at der har været massere af anledninger til at drikke sig i hegnet for José Mourinho.
Men den hæderkronede fodboldtræner afslører i den nye Netflix-dokumentar om sig selv, at det aldrig er sket.
»Jeg burde ikke fortælle det, for folk vil bare grine ad mig. Men jeg drak mig aldrig fuld,« fortæller han.
Han fortæller videre om sig selv, at han var en helt anden person, da han var ung.
»Jeg var den slags barn, der var glad i min egen verden,« mindes det portugisiske koryfæ og fortsætter:
»Min mor var lærer, og min far var fodboldtræner. Så vi vidste godt derhjemme, hvad professionel fodbold var. Det var en drøm for mig, men aldrig en besættelse.«
Som fodboldspiller havde José Mourinho kun en kort karriere, hvor han spillede i en række jævne portugisiske klubber.
»Jeg var ikke en særlig god fodboldspiller, men jeg tog fodbold meget seriøst,« erindrer han om sin fodboldkarriere.
Modsat sin spillerkarriere har han som træner haft stor succes. Han har blandt andet vundet Champions League med Porto og Inter Milan.
Han er kendt for at være en yderst kontroversiel person, der oftest er uvenner med kolleger.
Men sådan har det ikke altid været.
»Mine forældre bekymrede sig aldrig om mig, for jeg gav dem ikke problemer. Det er svært tro på nu, hvor jeg skaber så mange problemer,« fortæller han i dokumentaren.