Det bliver ikke til en plads i byrådet i Gribskov Kommune i denne omgang for Jesper Skibby.

Den tidligere Tour de France-etapevinder blev nemlig ikke valgt ind tirsdag aften, da han stillede op til kommunalvalget for Nytgribskov.

At det blev en sløj valgaften, påvirker dog ikke 57-årige Jesper Skibby. Det fortæller han, da B.T. fanger ham over telefonen onsdag eftermiddag.

»Vi gik tilbage, så der bliver ikke noget byråd i denne omgang. Det var ikke en god valgaften, men det rør mig ikke,« siger den tidligere cykelrytter og fortsætter:

57-årige Jesper Skibby.
57-årige Jesper Skibby. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Jeg var ikke blevet lykkeligere over at blive valgt ind. Nu har jeg prøvet politik, og det var ingen succes. Sådan er livet også en gang imellem. Så må man bare op på hesten igen.«

Ved du, hvor mange personlige stemmer du fik i løbet af tirsdagen?

»Nej, det ved jeg overhovedet ikke. Og jeg er også fuldstændig ligeglad. Men sådan er det. Du kan ikke gøre så meget ved det i politik. Det er jo vælgerne, som bestemmer.«

Jesper Skibby tilføjer afsluttende, at han ikke er sikker på, at han tager endnu en tur i kommunalvalgskarrusellen, hvis han skulle få muligheden igen om fire år.

»Folk skal på ingen måde mene, det er synd for mig. Når alt kommer til alt, så kan det ikke få mig op i det røde felt. Det kan det simpelthen ikke.«

Jesper Skibby tager nederlaget mere afdæmpet, end mange andre ville gøre. Og den tidligere cykelstjernes valgkamp har da heller ikke været som de andre kandidaters.

»Alle kører en masse valgdebatter – det har jeg ikke gidet. Det er bare larm, larm, larm. I stedet har jeg lavet en valgvideo med det, jeg vil lave om, og så må jeg debattere med borgerne, hvis jeg kommer ind. Det behøver ikke være så forpulet langhåret,« sagde han således til B.T. tirsdag aften.