Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, har bedt om et møde med EU's sportskommissær, Glenn Micallef.

Her vil han blandt andet diskutere den aktuelle situation i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) samt, "hvordan demokratiske sportsorganisationer og europæiske beslutningstagere kan arbejde side om side".

Det fremgår af et brev, som Møller sammen med sine kolleger i Sverige og Finland, Simon Åström og Ari Lahti, er afsendere på.

- Fodbolden kan ikke kræve demokratisk ansvarlighed, gennemsigtighed og integritet af klubber, ligaer og nationale forbund, samtidig med at der accepteres lavere standarder helt i toppen af det internationale spil.

- Fifas regler skal gælde lige for alle, og organisationens styrende institutioner skal kunne dokumentere, at beslutninger træffes uafhængigt, gennemsigtigt og i fodboldens interesse, lyder det blandt andet fra trioen.

Der er tale om en stående invitation til maltesiske Glenn Micallef, der næppe kommer til at yde stor modstand til de nordiske forbund i forhold til Fifa-sagen.

Efter det kom frem, at Fifa med præsident Gianni Infantino som hovedaktør ville oprette et kommercielt selskab, som skal sælge andele af forbundets turneringer, var han på X yderst kritisk.

- VM i fodbold er fortsat den største sportsbegivenhed i verden, på trods af at Fifa udforsker enhver kommerciel åbning. Men nok er nok.

- Den ubarmhjertige kommercialisering af fodbold er blevet nedbrydende. Den truer det, der gør fodbold til verdens mest populære sport, skrev EU-kommissæren i slutningen af juli.

Møller og hans nordiske kolleger håber, at man sammen med blandt andet EU kan sikre, "at fodboldens sjæl aldrig bliver sat til salg igen".

- Den forsøgte lancering af European Super League i 2021 viste, hvad der kan opnås, når europæiske fodboldforbund og europæiske beslutningstagere står sammen om at forsvare spillets grundlæggende principper.

- Den seneste udvikling viser, at dette samarbejde fortsat er nødvendigt, lyder det i invitationen.

RITZAU