INTERVIEW: Røde Romario er tilbage. Tilbage i den klub, hvor navnet opstod. I AaB, der skabte Erik Bo Andersen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ved at være mange år og mange klubber siden. Seks af årene og fem af klubberne siden - for at være præcis. Han har ikke haft lige stor succes i dem alle, og i den seneste - norske Odd Grenland - købte han sig fri af kontrakten i efteråret, inden Lynge Jacobsen, sportsdirektør i AaB, skrev kontrakt med angriberen.

Men selv om han har været i mange klubber, vil Erik Bo Andersen ikke høre tale om, at han har været en fiasko.

»Jeg ved godt, at der er folk i Aalborg, der kalder mig en fiasko. Men det vil jeg gerne protestere kraftigt imod. Jeg vil vedgå, at mit ophold i tyske Duisburg var en fiasko. Men jeg fik heller aldrig chancen dernede. Træneren gav mig ikke den snor, som jeg har brug for. De andre klubber har jeg spillet kampe for, og jeg har scoret for dem.

Selvom folk har ret til at have deres meninger, så skal de huske fakta. Gør de ikke det, bliver jeg bitter, for man skal også huske, at alle de skide skader, jeg har haft, spiller ind. De satte en solid stopper for den helt store personlige succes og eventyr i andre klubber og på landsholdet,« siger Erik Bo Andersen.

Det næste halve år er Erik Bo på en præstationskontrakt i AaB. Han får et lille grundbeløb hver måned og et større beløb, når han spiller kamp.

»Og det passer mig fint. På den måde kan klubben holde ryggen fri overfor aktionærer og samtidig hjælpe mig i gang igen. Presset, der ligger på mig, kommer altså mest fra mig selv.

Jeg regner med, at jeg kan spille størstedelen af kampene i foråret, og jeg kan garantere, at hvis jeg spiller, så scorer jeg mål,« siger Erik Bo Andersen, der dog ikke har de store udlands-ambitioner mere. Han har rundet de 30, og sønnen Philip skal snart i børnehave. »Jeg kan ikke forestille mig, at vi rejser ud igen. Vi er lidt mætte af det hele, og hvis jeg får det, som jeg vil, så slutter jeg med en længere kontrakt i Aalborg.«

Og så et spring tilbage til foråret 1995.

AaB spiller fabelagtig bold. Og Erik Bo scorer mål - masser af mål. 24 af slagsen bliver det til i den sæson, hvor klubben for første gang hiver guldet hjem til limfjordsbyen, der går amok i guldrusen.

Målene, Røde Romario scorer, kandiderer ikke alle til priser for teknisk flot kunnen, men de tæller. Også selvom de er scoret med knæet.

Målene bliver set.

Mægtige Glasgow Rangers vil have manden - og det får skotterne for mere end 10 millioner kroner, for i Skotland tæller kludemål også. En rimelig handel, mener man i Nordjylland, også når man tænker på, at den rødhårede måltyv var blevet købt i lille Dronningborg for 30.000 kroner et par år før.

Så alt var fryd og gammen, da Erik Bo tog af sted. Men det forandrede sig. Ikke at manden holdt op med at score. Men alligevel røg han ud på sidelinien. Og endnu længere ud.

»Til sidst var jeg ude at træne med bolddrenge og andre spillere, der var blevet kasseret. Vi havde skudtræning på grusbaner, hvor man bankede to pinde ned i jorden. De skulle gøre det ud for målet, men hvis man ikke satte bolden lige i favnen på målmanden, skulle han jo løbe 50 meter efter den.

Jeg blev simpelthen kørt ud på et sidespor, og det var tydeligt, at klubben bare ville af med mig. Og så traf jeg en beslutning, som jeg har fortrudt siden. Jeg lod dem få deres vilje og rejste. Der skulle jeg nok bare have spillet med i deres leg og gjort som Peter Møller, der fik sine penge i spanske Oviedo,« siger Erik Bo Andersen.

OB købte ham for det, skotterne krævede. Og Røde Romario kom atter på måltavlen for bundklubben. Så meget, at det nu var tyske Duisburg, der stod på spring. En ny kontrakt blev skrevet, huset pakket ned og familien tog sydpå.

Til det, der blev en fiasko. To mål i 25 kampe.

»Ja, jeg ved det. Men historien fortæller heller intet om, at jeg til den første træning hamrede bolden op i trekanten, men samtidig fik en fibersprængning i lysken. Den satte mig ud i tre måneder. Og så kom jeg ikke rigtigt igen.«

Igen hjem til Danmark. Og igen hjem til en bundklub. Denne gang var det Vejle, der godt nok rykkede ud efter den forårssæson, som Erik Bo var der, men målene kom. Så mange af slagsen, at tyskerne pludselig ville have ham igen.

»Men jeg vidste, at det ikke ville gå. Det ville blive det samme som før, så da jeg fik tilbudet fra Odd Grenland i Norge, slog jeg til. Det var med lidt betænkeligheder, for omgivelserne var ikke lige perfekte. Stadion lignede noget, der kunne bruges til en 1. divisionskamp herhjemme, men pengene var gode nok,« siger Erik Bo.

Igen gik det galt. En alvorlig knæskade kom efter 10 kampe, og så fik han pludselig ret i, at der ikke var den store professionalisme i klubben. Ingen fysioterapeuter og ingen læger stod klar. Og efter et år stod de to parter overfor hinanden i raseri. Klubben ville ikke give ham penge, fordi han ikke spillede. Og manden kunne ikke spille, fordi der ikke var nogen til at hjælpe ham.

Løsningen var en dyrt købt frihed. Erik Bo måtte selv lægge et beløb - som han ikke vil ud med størrelsen på - for at komme fri to år før kontraktens udløb.

Og her er karrieren så nu. Knæskaden er ved at læges, og der trænes med på det vindblæste anlæg ved Aalborg. Ikke på fuld kraft, men tæt på.

Ringen er sluttet, men var det det hele værd?

»Ja, det har det. Jeg har oplevet masser af ting som fodboldspiller. Jeg har været til EM med landsholdet i 1996, jeg har spillet Champions League, og jeg har scoret mål for mine klubber.

Hvis jeg kun havde ønsket tryghed og stjernestatus, kunne jeg være blevet i AaB dengang. Men jeg ville afprøve grænser, og derfor tog jeg af sted.

Jeg har afprøvet mig selv nu, og hvis man spørger dem, der trænede mig, da jeg løb rundt i Dronningborg som knægt, så tror jeg nok, de vil sige, at jeg har fået det optimale ud af mit talent. Det, jeg har nået, er mere, end det potentiale jeg havde,« siger Erik Bo.

»Og så er der det økonomiske. Jeg har ikke tjent nok til intet at lave resten af livet, men ser man det i forhold til vores jævnaldrende, så har vi da styrtende med penge. Vi er privilegerede og kan vælge og vrage på mange områder.«

Økonomisk er det ingen guldgrube, Erik Bo Andersen står overfor i AaB. Skiftet handler mere om noget så virkelighedsfjernt som klubfølelse.

»AaB er min klub. Og jeg håber, at jeg kan bidrage med en masse erfaring til de unge. Men jeg behøver ikke at komme med alt, jeg har lært. I min tid i udlandet var jeg lidt chokeret over, hvordan tingene foregik til træning. Jeg oplevede tit, at angribere, der var venner med en forsvarsspiller, fik lov til at løbe igennem og banke den ind, mens vi andre blev slagtet af den samme forsvarsspiller - for at vennen skulle stå i et bedre lys.

Men sådan er det i international fodbold. Jeg har da også siddet på bænken og håbet, at min konkurrent i angrebet fik en skade, så der blev plads til mig. Jeg mener bare ikke, at det er en indstilling, jeg skal give videre,« siger Erik Bo Andersen.

Han virker da også som en mand, der nyder de trygge og ordnede forhold. Sommerhuset ved Ebeltoft, der er hjemmet i øjeblikket, danner rammen for den lille familie. Og endnu bedre, så er resten af familien nu tæt på. Svigerforældre og søskende er pludselig inden for en overskuelig afstand - og det skaber ro.

En ro, der måske ikke altid har været til stede. Og en ro, der er nødvendig for Erik Bo, hvis spillet på banen skal være i top.

»Selvfølgelig har det gået mig på, hvis ikke forholdene omkring mig har været helt i orden. Så går det ud over mit spil, og jeg kan kikse selv de mest oplagte tæmninger. Kombinerer man det med en træner, der ikke giver mig den nødvendige snor, duer det ikke,« erkender han.

Men at han har temperament, afslører han, da talen falder på noget, der har domineret karrieren - også selvom det ikke har noget med fodbold at gøre. Nemlig Paul Gascoigne og hans løbske urin. Så løbsk, at den skulle være løbet hele vejen ned ad Erik Bos ryg under en træning i Rangers. Og en historie, der gik verden rundt.

»Jeg var knaldrød i hovedet af raseri, da den historie med at Gazza havde pisset mig op og ned ad ryggen, kom frem. Det var så ydmygende, for det var jo ikke sandt. Der skete det, at vi sad og strakte ud efter træning. Og så begyndte Gazza at tisse, mens han sad med benene ud til begge sider.

Stille begyndte han at dreje strålen, så den til sidst ramte mig på hælen, og det sprøjtede lidt op på min strømpe. Og mere var der ikke i det. For hvis han havde gjort det, var jeg da røget lige i flæsket på den mand. Men jeg følte mig da pisset på i overført betydning, da det kom frem, for jeg havde fortalt den pågældende journalist sandheden. Og alligevel blev der trykt en løgn.

Jeg har nemlig aldrig haft problemer med Gazza. Men jeg har heller aldrig set ham privat, for på mange måder er han et primitivt menneske med en meget lille hjerne. Gazza var en gudbenådet spiller, men et eller andet var gået helt galt i hovedet på den mand,« husker Erik Bo.

Den type oplevelser venter ikke i Aalborg. Derimod venter en hård kamp for at komme på holdet. Og dermed på lønningslisten. Men måske går det, hvis bare snoren er lang nok.