Jeg blev dolket i ryggen

I Ikast-Bording blev klubmennesket Tine Kristiansen fyret i stedet for forfremmet. Nu fortæller hun en bitter historie - og om frygten for håndboldens fremtid

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>To gange på seks uger stod Tine Kristiansen med en fod på chefens trin i en af de danske håndbold-topklubber, Ikast-Bording. Men hun nåede kun at tage skridtet opad fra trænerassistent til cheftræner i det ene tilfælde. Hun afløste sin bortviste chef, Christian Dalmose, men det varede kun fire dage.

Så blev hun sendt et trin tilbage og var igen assistent, da nordmanden Morten Fjeldstad blev ansat. I den næste situation, 45 dage senere, havde hun hele spillerflokken bag sig, da Morten Fjeldstad selv valgte at gå i en handling, inderkredsen beskriver som en camoufleret fyring.

Men det hjalp ikke. Tine Kristiansen blev fyret i stedet for forfremmet. En ny mand blev hentet ind fra sidelinien, Ole Damgaard. Tilbage står i dag en kvinde, der har været en del af udviklingen i en klub, hvor pengene også fandt vej - men hvor der ikke længere er plads til hende.

»Jeg blev dolket i ryggen. Jeg er utrolig bitter og skuffet over klubbens ledelse, der gav mig en ganske uværdig behandling. Jeg har været i klubben i 14 år, og jeg har altid været loyal og ofret mig for klubben,« siger Tine Kristiansen.

Rævekagen blev bagt
Hun har fået det hele lidt på afstand. Fyringen skete midt i februar, og hun koncentrerer sig nu om sit nye civile job som pædagogisk afdelingsleder på Bording Skole.

»Lederne i Ikast-Bording har jeg ikke talt med siden, og jeg tvivler på, at det vil ske. Jeg har ikke noget tilovers for de mennesker, der lavede de ting bag min ryg. Havde de sagt rent ud til mig, at jeg ikke var god nok i deres øjne, ville jeg acceptere det. Men i to døgn var min telefon stille, mens de lavede rævekagen,« siger Tine Kristiansen.

Men efter bortvisningen af Christian Dalmose den 31. december blev du udnævnt til cheftræner? »Ja, men det varede kun fire dage. Christian blev fyret og bortvist på grund af ydre omstændigheder, angiveligt med baggrund i hans samtaler med sponsorer og spillere om at følge med ham til Aalborg.

Da han var væk, brugte jeg en weekend på at se video for at forberede mig til den første kamp i 2004, men pludselig kom ledelsen med Morten Fjeldstad som ny chef.

På ny var jeg loyal, sådan som jeg også var før sæsonen. Dengang havde jeg sagt farvel, endda til alle klubbens tilhængere, men ledelsen kom tilbage og bad mig tage ét år mere. Det gjorde jeg. Og nu prøvede Fjeldstad og mig at finde et samarbejde .

Resultaterne var ikke gode. Morten så ud, som om han lyttede til mig, men han gjorde noget helt andet i kampene. Jeg havde jo kendskabet til spillerne, hvor han var helt blank.

Han fandt aldrig ind til spillerne, som blev fremmedelementer i hans verden.« Efter seks uger havde Morten Fjeldstad kørt knallerten tom for benzin. Da han ville tanke, blev han gået.

Havde spillerne bag sig
Efter en katastrofe-kamp i Podgorica var der heller ikke strøm på spillernes batterier. De opgav at finde harmonien med Fjeldstad. Anfører Tonje Kjærgaard samlede gruppen omkring den vellidte assistent, Tine Kristiansen.

»Jeg hørte selv Tonjes melding til bestyrelsen. Hun sagde, at spillerne ikke kunne samarbejde med Fjeldstad, og truppen gik ind for mig som ny cheftræner. Da vi kom hjem fra Podgorica, var min telefon stille i to dage.

Jeg havde mit hjerte og min ære i den klub, men alt blev knust, og min faglige stolthed blev kørt over med en vejtromle, da klubben fyrede mig og ansatte næste sæsons assistenttræner, Ole Damgaard. Begrundelsen var, at der skulle ske noget nyt på bænken.

Ole Damgaard var i forvejen blevet frikøbt af sin kontrakt med Silkeborg/Voel fra sommeren 2004. Nu skulle han købes fri allerede i februar. Ole kom med sin egen assistent, Jesper Johnsen, der tog min plads. Klubbens ledelse havde ikke modet til at meddele Ole, at klubben havde en dygtig assistent - mig.

Så det var en masse penge, der blev brugt på trænersiden. Jeg mener, der var flere hovsa-løsninger, som blev truffet af en inkompetent ledelse,« siger Tine Kristiansen, der med sit grundige kendskab til dansk tophåndbold frygter for fremtiden.

Dårlige ledere
»Det værste dilemma for klubhåndbolden er de dårlige ledere på amatørbasis. Hvis det ikke ændres til mere professionelle tilstande, frygter jeg konkurser i kvindeligaen. Jeg kender min gamle klub og har et ganske godt indblik i andre klubber. Der er en udpræget mangel på et professionelt personale i organisation og administration.

I Ikast-Bording er der to fuldtidsstillinger og en halvtids. Men det er ikke dem, der træffer beslutningerne. Det gør de mange folk, som er håndboldledere i deres fritid. Flere af dem har egen virksomhed, som har første prioritet.

Håndboldklubberne er virksomheder. Hvis de havde eksisteret i erhvervslivet, ville der være en målrettet personalepolitik. Nu flakser man rundt i en slingrekurs, der koster dyrt.

I tophåndbold er spillere og træner virkelig højt på lønningslisten, men på ledelsesplan er man ikke fulgt med tiden. Lederne er flinke nok. Men de er amatører, som ikke har tid til at gøre arbejdet godt nok.

Samtidig ser jeg også en risiko for storklubberne, hvis TV-aftalerne eller sponsorpengene falder i niveau.

Lige nu er det som en sæbeboble, men hvis TV-stationerne falder fra om to-tre år, brister boblen, så vi får norske tilstrande. Da jeg stod midt i det hele, så jeg ikke problemerne, men nu er de tydelige, og de virker voldsomme på mig,« siger Tine Kristiansen.

Hun er odenseaner og spillede først for Stjernen. Med Ikast blev hun pokalvinder i 1991, og så skiftede hun til trænerbranchen. »I Odense var der 50 tilskuere til vores kampe, men mere end 2.000 til herrekampene. Nu er der andre tal til kvindernes kampe.

Jeg mener, det var Ulrik Wilbek, der satte skub i kvindehåndbolden. Fra Wilbeks fantastiske landshold i 90erne kom det hurtige og tekniske spil ud i klubberne. I dag er håndbold ikke en hobby, men et job. I hvert fald for topspillerne.

Som assistent i Ikast-Bording fik jeg i årsløn det samme, som de bedste spillere får om måneden. Det er okay, hvis budgettet holder.

Men hvis budgettet skal kontrolleres af folk, der skal gøre det i fritiden, lurer problemerne. Og tænk, hvis TV-stationerne finder andre veje. Så har vi problemer i håndbold.«