Efter et succesrigt comeback med EM-guld for hold og en finaleplads i Swiss Open vil Jan Ø. Jørgensen tilbage i den absolutte badmintontop.

Birmingham. Jan Ø. Jørgensen er ved godt mod, efter at han i år har gjort comeback på badmintonbanerne med succes.

Det er blevet til EM-guld for hold med Danmark samt en finaleplads ved Swiss Open, så det har været en positiv start på året.

Og sulten er der stadig, fortæller han inden denne uges deltagelse ved All England, hvor han onsdag skal i aktion.

- Jeg håber, året kan bringe nogle titler. Jeg vil gerne op at spille med om sejrene igen og vinde nogle turneringer. Det er det, jeg spiller for. At kradse så mange titler hjem som overhovedet muligt.

- Og så håber jeg først og fremmest på, at jeg kan gå gennem året relativt smertefri. Det vil være en stor succes, hvis det kan lade sig gøre, siger Jan Ø. Jørgensen.

30-årige Jan Ø. Jørgensen har kæmpet med en drilsk hælskade, som spolerede meget af 2017.

- Det er ikke sådan, at jeg bare er fri for smerter nede i den hæl. Bestemt ikke. Det er noget, jeg arbejder med hver dag. Der går nok også noget tid endnu, før den er 100 procent fit.

- Jeg er et sted, hvor jeg kan træne og spille turneringer. Jeg skal godt nok være påpasselig, men det er rart, at du ringer og spørger om at skulle spille og ikke om, hvor jeg er i mit skadesforløb, siger Jan Ø. Jørgensen.

I forhold til tidligere har han lært at lytte til kroppens signaler og valgte derfor at melde fra til sidste uges German Open.

- Det kommer jo helt naturligt, når man bliver lidt ældre. Jeg kan overhovedet ikke træne samme mængde som tidligere. Man lærer bare bedre at kende signalerne og vide, hvad man skal gøre, forklarer han.

Han har derfor sparet sig lidt før All England, som bliver en stor test af danskerens holdbarhed og niveau.

I 2015 nåede Jan Ø. Jørgensen frem til finalen, hvor han tabte til kineseren Chen Long.

I første runde skal Jan Ø. Jørgensen onsdag møde sydkoreaneren Lee Dong Keun, mens Lee Chong Wei fra Malaysia formentlig venter i anden runde.

- Jeg glæder mig ekstremt meget til at være tilbage i All England. I forhold til at møde Lee Chong Wei i anden runde, så har jeg lige en kamp, der skal vindes over en koreaner, så det tager jeg stille og roligt, siger han.

Efter All England venter i slutningen af april det individuelle EM, hvor han er udtaget på et wildcard.

- Jeg er glad for at være med ved et individuelt mesterskab igen. Det er en gulerod fra trænerne og en tilkendegivelse om, at jeg er langt fremme i den proces med at prøve at komme helt tilbage til toppen af verdenseliten.

- Det er også en indikator om, at de på nuværende tidspunkt tror på, at jeg kan lave noget om halvanden måneds tid. Så det er jeg rigtig glad for. Det er en cadeau til det arbejde, jeg har lavet indtil videre for at komme tilbage, mener Jan Ø. Jørgensen.

Trods konkurrence fra blandt andre landsmændene Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke er ambitionen klar.

- Jeg tager derned for at vinde EM. Forhåbentlig er jeg et sted, hvor jeg kan aspirere til at spille med om titlen. Det er jo mine kolleger, jeg skal slås med.

- Med et godt forløb frem mod EM og et par gode turneringer håber jeg, at jeg kan tro på, at jeg kan vinde en medalje, siger Jan Ø. Jørgensen.

/ritzau/