Jan Ø. Jørgensen levede ikke op til favoritværdigheden og tabte overraskende til franske Brice Leverdez.

Kazan: Danmarks mandlige badmintonlandshold kom skidt fra start i finalen ved EM for hold søndag formiddag i russiske Kazan.

Jan Ø. Jørgensen var storfavorit i den første kamp i finalen, men endte højst overraskende med at tabe 21-19, 16-21, 16-21 til Brice Leverdez efter en times spil.

- Jeg manglede skarpheden og fandt aldrig rytmen. Det var ikke godt nok, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 Sport.

- Jeg vil ikke komme med dumme undskyldninger, men jeg har brug for flere kampe, siger danskeren, der ikke har spillet kampe siden december på grund af en skade.

Brice Leverdez kæmpede i hele kampen, og Jan Ø. Jørgensen havde svært ved at finde storspillet frem.

I det afgørende tredje sæt var danskeren bagud 2-7, men kom tilbage og bragte sig foran 12-11.

Men franskmanden svarede igen og kom foran 18-15, inden han vandt det afgørende tredje sæt.

Brice Leverdez jublede euforisk og klaskede næver med den franske træner Peter Gade, som nok havde givet et par gode fif til Jan Ø. Jørgensens overmand.

EM-finalen for hold afgøres over fem kampe i forskellige rækker.

/ritzau/