En fodboldrevsers spirende comeback.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Takket være min ældste søn på syv er jeg så småt ved at få lysten til fodbold tilbage, kan jeg mærke. Jeg er i alt fald begyndt at se bold på skærmen og i det hele taget følge lidt med i min gamle sportsgren igen.«Nøjagtig fem år er det siden, at den tidligere landsholdsspiller og ortodokse revser af fodboldverdenens nedtonede skyggesider lagde bolden offentligt på hylden.
Med bogen »Løb for livet - når livet er andet end fodbold« satte den reflekterende akademiker - i dag chefkonsulent i Statens Center for Kvalitets- og Kompetenceudvikling - et både ydre og privat punktum for fordybelsen i sin efterladte boldgade.
I de næste fem år lukkede den forhenværende kantoffensiv tæt til, når landets TV-stationer og skrevne sportsmedier på rad og række forsøgte at købe sig til kontante meninger hos ham.
Dagslys siver ind
Først for ganske nylig er Jan Bartram, nu 41, begyndt at tillade sprækker og frisk dagslys at sive ind på ny i sit ellers nedpakkede fodboldunivers.
»Det havde jeg nu selv forsværget kunne ske. Men når en gammel skæv type som Erik Rasmussen pludselig kan dukke frem til overfladen igen som SAS-liga-træner, så kan bogstavelig talt alt ske - vel også for mig,« smiler Jan Bartram.
Æren tilskriver den tidligere profspiller - AGF, Rangers, Brøndby, Bayer Uerdingen og AGF-retur - sin syvårige søn, der træder sine første fodboldstøvler i sekundaklubben Jægersborg og dribler omkring i baghaven, iført landsholdsbluse med navnet »Sand« på ryggen.
»Jeg nyder at fokusere på hans spontane glæde og fornøjelse ved fodboldspillet og genkender den som min egen i sin tid. Jeg fascineres af at se hans spirende personlighed folde sig ud over for de andre purke på en helt anderledes facon end derhjemme.
Og så kan det stadig bevæge et blødt faderhjerte at se sin yngste søn på bare knap tre år sparke med samme slags venstreben som ham selv. Jo, såmænd er jeg ved at genopdage bolden gennem mine drenge,« tilstår Bartram.
Alvor endte i bog
Pessimismen var ellers til at få øje på, da du »gik fra banen« med din julebog tilbage i '98?
»Tjoh. Når jeg kigger tilbage, er jeg da ikke blind for, at der måske gik lige vel meget alvor og »manifest« i den dengang. Men pludselig endte det, der oprindelig blot var tænkt som et par personlige skitser, op i en hel bog.«
I hvilken du bl.a. frygtede for et kommende »proletariat« i dansk topfodbold eller for landsholdets snarlige degeneration?
»Korrekt. Ikke mindst med hensyn til det sidste er jeg virkelig utrolig glad for, at jeg tog gruelig fejl. Jeg synes ikke, at man kan rose Morten og i øvrigt også Michael Laudrup nok for de fantastisk værdifulde signaler og holdninger, som de kom og gav dansk fodbold på et ganske vigtigt tidspunkt.
Jeg er imponeret over, hvordan en så lille fodboldpopulation som vores med et beskedent rekrutteringsgrundlag på bare fem millioner på nu 15. år kan holde fast i toppen af verdenseliten.
Det må jo være beviset for, at vores danske fodboldkultur og opdragelse alligevel er kernesund i sin inderste sjæl. Jeg nyder at følge Michaels arbejde med at få min gamle mellemstation Brøndby til at blomstre op igen på basis af egne unge spillere.«
Olsen, Laudrup, Erik Rasmussen - der lurer måske ligefrem også et senior-comeback en dag for en Bartram?
»Nu har jeg jo et civilt job, som jeg er utrolig glad for, og desuden prøvede jeg jo at være sportschef i 'GF midt i 90erne, men'eh - når der er plads til en herlig gammel rebel som Erik, så er der principielt plads til alle typer i dansk fodbold.«
Smækkede med døren
I Jan Bartrams genfødte fodboldrum kan det forekomme lysår siden, at han efter blot få måneder smækkede døren i hovedet på den hysteriske Souness samt Rangers, og at han så hurtigt udskiftede Brøndby med en så ydmyg station som Uerdingen.
»Som yngre var jeg en temmelig rastløs type. I dag må jeg nok erkende, at dampen er gået lidt af mig. Jeg kan dårligt løbe to meter uden at få en fiber, og selv på tennisbanen får jeg skader.
Men set med min erfaring nu, jo, så skulle jeg jo nok have givet den en skalle til i Rangers. Generelt er dagens fodboldverden ikke længere helt så entydig, som jeg oplevede den dengang i min tid.«
Entydig?
»Jeg kunne godt havne i et tungt dilemma, hvis min søn en dag som teenager kom og sagde, at han havde besluttet at satse på fodbolden og udskyde sin uddannelse til senere.
Såvel træningsmængden som pengene i international topfodbold er jo vokset betydeligt siden min tid, så det er i dag blevet meget sværere at argumentere imod et ungt talent, der får chancen og derfor vælger at satset alt på sin sportslige karriere.«
Kunne du selv have slået dig igennem til udlandskontrakt i den fagre nye, transfer-fattige fodboldverden?
»Det tror jeg nu. Min venstrebenede kanttype er stadig i dag en udpræget mangel- og nichevare i international fodbold.
Jo, jeg tror nok, at jeg som ung i dag ville søge ad de samme veje, som jeg gjorde dengang, men nok på en noget roligere facon. Set i bakspejlet kan jeg godt være lidt træt af alle de lidt for mange tæsk, som jeg fik eller påtog mig i mine skiftende klubber.
I dag trænger jeg til blot at nyde og lade mig fascinere af fodboldspillet - og gennem mine sønner. Grin blot, men måske ser man os en dag i nær fremtid stå sammen bag hegnet oppe i Vedbæk og tigge om autografer af Mortens nye landsholdsstjerner...
