Ikast/Bording står uden træner til sit hold i kvindernes håndboldliga.

Klubben meddelte onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, at den med øjeblikkelig virkning har bortvist Christian Dalmose, og at ledelsen er i gang med at lede efter hans efterfølger.

Dalmose skulle efter planen have afsluttet sit virke i den jyske topklub til juni, hvor den svenske træner Magnus Johansson overtager jobbet.

Det hedder i pressemeddelelsen, at "bestyrelsen har konstateret, at Christian Dalmoses loyalitet efter sin opsigelse ikke mere har ligget hos Ikast/Bording."

Samtidig oplyser klubben, at Trine Jensen og Isabel Blanco forlader Ikast til fordel for Aalborg DH efter denne sæson. Til den tid får Aalborg også ny træner - og han hedder Christian Dalmose.

/ritzau/