For en måned siden skrev B.T. om Ikast-målvogter Bente Højmark Andersens skifte til Kolding IF. Tirsdag blev det officielt.

Den 20-årige Ikast-keeper, der stod så fremragende i mandagens EHF Cup-finale og var en form for matchvinder, har skrevet under på en to års kontrakt med Kolding IF. Det samme har Bente Højmarks holdkammerat fra sidste års U-landshold, Anette Bonde Christensen fra Team Esbjerg. Men den venstrehåndede spiller kunne ikke være til stede på pressemødet i går, da hun i øjeblikket rejser rundt i Vietnam. Hun er på Jan Pytlicks boblerlandshold.

»Træt. Mon ikke. Jeg festede til klokken 05.00 og vågnede allerede kl. 08.00, da min kæreste skulle op,« smilede Bente Højmark, der naturligvis skifter til Kolding på grund af ambitioner.

Ikast har til den kommende sæson købt landsholdsmålmand Karin Mortensen fra Horsens, og den korsbåndsskadede Jenny Holmgren kommer tilbage.

»Karin skal vel have 70 procent af spilletiden, og så kunne Jenny og jeg dele resten, eller også skulle jeg spille i 2. division. Det har jeg ikke lyst til. Skal jeg fortsætte udviklingen, skal jeg spille, og det kommer jeg til i Kolding. Jeg er tryghedsnarkoman, og skulle jeg skifte, skulle det være nu. Heldigvis er der ingen bad feelings fra Ikasts side,« siger Bente Højmark Andersen, der har været en fremragende målvogter for Ikast i denne sæson.

I aftes spillede hun opvisningskamp med Ikast på Møn, her til morgen rejser hun på en uges ferie på Gran Canaria. Den 10. og 17. juni venter så oldtidskundskab og psykologi som de sidste fag til studentereksamen.

Ved pressemødet blev den nye træner Jan Laugesen - tidligere assistent hos Ulrik Wilbek i Viborg - og den nye manager, guldpigen Anette Hoffmann, præsenteret.

Den nye manager skal på venstre fløj erstattes af U-landsholdsspillerne Susanne Kastrup og Lene Degn samt Lene Motzkus. Træner Jan Laugesen giver i truppen også plads til bagspillerne Lene Thomsen fra U-landsholdet og Louise Svalastog.

»Vi glæder os over, at kvinderne også er kommet i Europa Cup'en for pokalvindere,« siger direktør Jens Boesen.

Han glædede sig ikke blot over herrernes mesterskab, men også over seertallene. 624.000 fulgte den tredje finale mellem Kolding IF og Bjerringbro.

»Det er jo næsten kvindetal,« glæder Jens Boesen sig.