Den danske basketstjerne Gabriel 'Iffe' Lundberg har scoret sit livs bedste kontrakt i Italien, hvor han tit bliver stoppet på gaden.

Efter at have skrevet historie som den første dansker nogensinde i den amerikanske basketliga NBA nyder danske 'Iffe' Lundberg livet i den italienske by Bologna, der er kendt for sin madkultur.

Her spiller han for det europæiske storhold Virtus, som de lokale forguder.

Og det mærker 'Iffe' også. Det er svært at gå i fred, fortæller han.

»Det er meget få dage, jeg kan gå en hel dag, uden der er en person, som siger hej, eller vil have en autograf eller et billede. Alle ved, hvem man er, her i byen, hvis man er på holdet. Men mit liv ændrede sig allerede, efter jeg kom i NBA, så på den måde er det ikke nyt for mig,« siger 'Iffe' til B.T.

Med sig til byen har han sin kone, Camilla Frommelt, der selv har en fortid som basketspiller, og sin treårige søn Jamie. Sammen nyder de livet i Italien efter et hektisk år, hvor Frommelt passer sønnen på fuldtid. Det er hans bagland, som han holder stærkt fast i skal have det godt, hvor end i verden han spiller.

Og livet i Bologna kommer da heller ikke uden fordele – danskeren scorer ifølge basketmedier omkring 1,5 millioner euro om året – cirka 11 millioner kroner – og 'Iffe' indrømmer da også, at det er karrierens bedste kontrakt, der løber de næste to år.

Drømmen om NBA-comeback er dog langtfra skrinlagt, og den danske stjerne har da også en helt særlig klausul i sin aftale.

»Lige nu er jeg på en toårig kontrakt, så vi må se, hvordan det kommer til at gå. Jeg har en klausul i min kontrakt, som gør, at jeg kan blive købt ud af det af et NBA-hold om sommeren.

»Men jeg tænker slet ikke så langt frem. Lige nu vil jeg bare gerne fokusere på at gøre det så godt som muligt og nå så langt som muligt i den her sæson. Så må vi se, hvad der kommer til at ske. Men mit fokus er på at være her i Bologna,« siger 'Iffe', der ikke tager noget for givet:

»Jeg føler mig bestemt ikke set for life. Hvis jeg personligt tænker på det, så kommer jeg til at slappe af, og det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne kunne mestre så meget af min egenskab og mit skillsæt til ikke at tænke på det. Uanset om det er tilfældet eller ej. Jeg vil hellere bare blive ved med at klø på, indtil jeg ikke har lyst til at gøre det mere,« slår han fast.

Livet ændrede sig for danskeren med hans indtog i NBA – både på og uden for banen. Med kampe på cv'et for Phoenix Suns er hans udgangspunkt fuldstændig ændret i forhold til fremtiden.

»Klubberne ved, hvem man er, og hvad man har leveret. I alle professioner er der en vis markedsværdi på den enkelte person. Det skal man gøre sig fortjent til,« siger han.

27-årige 'Iffe' har foruden NBA og Italien spillet i Spanien, Polen, Rusland.