Hun har i flere år været 'chefen' på det danske dressurlandshold. Men denne sommer bad prinsesse Nathalie om hjælp fra en særlig hånd.

Det skyldes en særlig episode fra inden den store begivenhed. Cathrine Dufour kunne i slutningen af maj ikke få hesten Bohemian på banen.

Noget der gav store bekymringer hos landstræneren – men hun fik efterfølgende hjælp af sin mentaltræner.

Han hedder Rasmus Bagger, og efter at have set hvordan han håndterede hele situationen, spurgte Nathalie su-zayn Wittgenstein, som er hendes borgerlige navn, om mere hjælp til resten af holdet, der skulle forberede sig på OL.

Det var noget af en oplevelse, fortæller mentaltræneren nu, imens han også hylder prinsesse Nathalie for håndteringen af det hele.

»Hun overraskede meget, meget positivt. Hun er god både mentalt, kommunikationsmæssigt, adfærdsmæssigt og som træner. Hun har en super kvalitet. Det var virkelig en positiv oplevelse,« siger Rasmus Bagger til Malgré Tout og fortsætter:

»Jeg kendte hende ikke i forvejen, og dem der kender hende er måske ikke overrasket over det. Indimellem oplever jeg bare, at trænere kan blive lidt usikre og måske opfatte det, at der kommer en mentaltræner ind over, som et tegn på, at de ikke selv er gode nok. Sådan har hun på ingen måde været. Hun var totalt åben og nysgerrig og – du ved – inviterede ind til samarbejdet. Det var så fedt at kunne arbejde sammen på den måde,« fortæller han om den danske landstræner.

Noget tyder da også på, at den ekstra hjælp har givet pote. Det danske dressurlandshold blev nummer fire til OL, mens det ved det netop afsluttede EM blev til flere medaljer.

Cathrine Dufour ved årets EM, hvor hun vandt sølv i den sidste klasse.
Cathrine Dufour ved årets EM, hvor hun vandt sølv i den sidste klasse. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Landsholdet vandt bronze i holdkonkurrencen, mens Cathrine Dufour i de to individuelle konkurrencer først vandt bronze og siden en flot sølvmedalje i Grand Prix Freestyle - den sværeste af dem alle - hvor der rides til musik.

Her blev hun kun overgået af OL-guldvinderen og verdensetteren Jessica von Bredow-Werndl, mens den danske stjerne slog verdens nummer to Isabell Werth.

Det var tilbage i januar 2017, at prinsesse Nathalie blev præsenteret som ny dansk landstræner. Hun overtog posten fra tyske Rudolf Zeilinger, der havde haft den i hele 19 år.

Prinsesse Nathalie har selv redet på landsholdet, hvor hun har været med ved syv gange EM, tre VM og to gange OL – i 2008 var hun med til at vinde bronze for hold.