SAS-ligaen: AGF - Horsens 0-1 (0-1)

AC Horsens reddede torsdag livet i ligaen med en 1-0 sejr over AGF i Århus. Besart Berisha scorede for tredje gang i sæsonen mod AGF.

Oprykkerne fra AC Horsens sikrede sig torsdag endnu en sæson i SAS-Ligaen, da holdet vandt 1-0 foran 5.156 tilskuere på NRGi Park i Århus.

Besart Berisha blev matchvinder for gæsterne, da han efter 36 minutters spil fik skovlet Per Gades gode indlæg forbi Morten Hyldgaard i AGF-målet. I anden halvleg pressede AGF hårdt for en udligning men kom ikke tættere på end Jesper Sørensens skud på overliggeren. Med nederlaget har AGF stadig ikke vundet under træner Ove Pedersen.