René Holten Poulsen sluttede som nummer fire i finalen i 1000 meter enerkajak ved European Games.

René Holten Poulsen formåede ikke at fordoble den danske medaljehøst ved European Games, da han onsdag deltog i finalen i 1000 meter enerkajak i Minsk.

Den tidligere danske verdensmester måtte nøjes med fjerdepladsen og var i opløbet ikke rigtig tæt på medaljen.

Halvvejs lå Holten til bronze, men han formåede ikke at holde placeringen som nummer tre på de sidste 500 meter.

Alligevel så man Holten knytte næven, efter han krydsede målstregen.

- Det var slet ikke dårligt, jeg knyttede også næven. Det var som en lille sejr for mig, da det var en placering op i forhold til mit seneste løb.

- Denne gang var jeg med fremme på de første 800 meter, lå endda til en medalje. Nu var jeg med, det var jeg slet ikke sidst, siger René Holten.

Han har haft en skuffende sæson, hvor han har haft svært ved at følge med de hurtigste i kampen om podieplaceringer, og han kom da heller ikke til Minsk med de store forventninger.

Faktisk var målet at cutte noget af den tid, der skilte ham fra de bedste ved de seneste løb.

Holten var en anelse mere end tre sekunder efter den ungarske vinder, Balint Kopász. Portugiseren Fernando Pimenta tog sølv, mens Aleh Yurenia fra Hviderusland snuppede bronze.

- Jeg ville gerne have cuttet lidt mere tid af, men det er svært at vurdere, fordi jeg lå helt alene ude i den yderste bane.

- De to forreste lå og pressede hinanden op i tempo inde på midten. Derfor er det svært at sammenligne.

- Det kan være to forskellige løb. Jeg lå for mig selv og ville bare have den fjerdeplads til sidst, da jeg kom fra en femteplads sidst. Det tager jeg med videre. Jeg har rykket mig mentalt hen over de to dage her, siger Holten.

30-årige Holten skal også i ilden torsdag, når han deltager i 5000 meter enerkajak.

- Jeg kan godt lide 5000 meter, og alt kan ske. En medalje er ikke umulig, hvis det flasker sig godt, men jeg kan også blive nummer ti, siger han.

/ritzau/