Mathias Christiansen og Alexandra Bøje havde spillet sig i finalen ved badmintonturneringen Orléans Masters, men guldmedaljer blev det ikke til.
Den danske mixeddouble tabte søndag eftermiddag finalen med 19-21, 13-21 til den franske duo Thom Gicquel og Delphine Delrue.
Særligt i andet sæt var den danske duo, som også danner par privat, præget af interne stridigheder. Alexandra Bøje var utilfreds og skjulte det ikke, mens Mathias Christiansen ikke ligefrem sprudlede af spilleglæde.
Uenighederne førte intet godt med sig, og der var faktisk aldrig tvivl om den franske sejr.
Også første sæt var præget af mentalt spil. De to par forsøgte hele tiden at stække hinanden med små bemærkninger og henvendelser til dommeren om modstanderens overtrædelser af reglerne.
Men det var ikke det danske par, der kom bedst ud af det. Mathias Christiansen og Alexandra Bøje lod sig rive en smule med og manglede noget power i aktionerne. Derfor trak det franske par det længste strå i et ellers tæt sæt.
I andet sæt stoppede stikkerierne over nettet, men så opstod der i stedet interne stridigheder på det danske hold.
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje virkede langtfra enige om, hvordan de skulle løse de problemer, de havnede i.
Flere gange diskuterede de højlydt, og ved opholdet midtvejs i sættet var Alexandra Bøje tilsyneladende ikke tilfreds med landstrænerens input.
Allerede på det tidspunkt lignede Mathias Christiansen en mand uden spillelyst, og i anden halvdel af sættet var danskerne langt fra at spille sig tilbage i finalen.
/ritzau/
