Heroic var nået hele vejen til finalen i Dreamhack Open Fall, og det endte med en sejr over Vitality.

Counter-Strike-holdet Heroic vandt titlen ved Dreamhack Open Fall efter en lang og jævnbyrdig finale.

Det skete med en sejr på 3-2 over det franske hold Vitality. Der blev i finalen spillet bedst af fem baner, og den tætte kamp varede over seks timer.

Opgøret, der begyndte søndag klokken 18, sluttede først lidt over midnat.

Vitality indledte med at vinde første bane - det såkaldte Overpass-map - med 19-17. Vitality, der er nummer fire i verden, havde selv valgt banen.

Heroic svarede dog godt tilbage på Nuke-mappet, som danskerholdet havde valgt. Her udlignede Heroic til 1-1 efter en kneben sejr på 22-20.

Den tredje bane - Inferno-mappet - var valgt af Vitality, og den vandt Heroic med cifrene 16-11.

Der blev dog endnu en gang bragt balance i regnskabet, da Vitality udlignede til 2-2. Det skete efter en sejr på 16-10 i Vertigo-mappet, som Heroic havde valgt.

Dermed skulle finalen ud i den femte og afgørende Mirage-bane. Den vandt Heroic overbevisende med 16-7, og dermed var titlen hjemme.

Det var afslutningen på en god uge for Heroic, der har hentet nogle flotte sejre i denne uge turnering.

Heroic, som er nummer to i verden, slog Astralis i semifinalen. De to danske hold havde mødt hinanden en del gange på det seneste, og det er endt med to sejre til hver i de seneste to turneringer.

Der var 16 hold med fra start af hovedturneringen. Præmiepuljen lyder på 115.000 dollar, hvoraf Heroic får 33.000 dollar samt kvalificerer sig til turneringen IEM Global Challenge i Köln i december.

/ritzau/