De er tilbage på det sted i Dyrehaven, hvor motionsbevægelsen startede.

Få meter inden for den røde port ved Fortunen står Peter Schnohr og Svend W. Carlsen på ”hellig grund” og lader tankerne vandre et lille halvt hundrede år tilbage. De er idémændene bag Eremitageløbet, som søndag 7. oktober fejrer 50 års jubilæum.

Lægen Peter Schnohr fra Københavns Idræts-Forening og tandlægen og den olympiske langrendsløber Svend W. Carlsen fra Københavns Skiklub var blevet inspireret til verdens første motionsløb af sin art efter at have deltaget i det svenske skiløb Vasaløbet.

»Ingen havde forestillet sig, at Danmark skulle blive en nation af løbere. Det er et eventyr,« siger Peter Schnohr.

»1,3 millioner danskere løbetræner dagligt. Løb er blevet en livsstil, men er også den mest simple og naturlige motionsform.«

E-løbets faddere, som ved 45 års jubilæet blev udnævnt til æresmedlemmer af det historiske løb, kan være stolte af det, de satte i gang sammen med B.T. I dag arrangeres årligt over 1.400 større eller mindre motionsløb i Danmark.

I midten af 60erne havde B.T.-medarbejderen Per Arboe-Rasmussen på baggrund af udenlandske undersøgelser skrevet en række artikler om motion til hjertepatienter. Det var derfor naturligt for Schnohr og Carlsen at kontakte B.T. for at høre, om Huset var med på idéen om at arrangere et motionsløb.

Berlingskes underdirektør Werner Mårtensson takkede ja på den betingelse, at der kun var tale om ét år. Så kunne man altid se, om der var interesse. Med 2.344 gennemførende løbere på den 12,1 kilometer lange rute i premieren 28. september 1969 var der ingen tvivl om, at løbet skulle fortsætte. Ikke færre end 656.507 har de første 49 år gennemført Eremitageløbet.

Sådan ser man ud på mållinjen i Eremitageløbet. B.T.s rutinerede E-løbsfotograf Bax Lindhardt har fanget de mange forskellige ansigter.
Sådan ser man ud på mållinjen i Eremitageløbet. B.T.s rutinerede E-løbsfotograf Bax Lindhardt har fanget de mange forskellige ansigter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Eremitageløbets succes og position i dansk idræts historie skyldes ikke mindst den unikke skov, løbet afvikles i.

»Det var et scoop, at vi fik lov at løbe i Dyrehaven. Mange sagde, at det var helt umuligt, og jeg var langt fra sikker på, at vi ville få lov, da jeg mødtes med skovrider Tage Jensen og præsenterede ham for vores planer,« siger Peter Schnohr.

»Vi var så heldige, at hans søn læste til læge. Jeg var lige færdig, og min far var også læge, så vi havde noget at snakke om. Jeg kom ind på motion som forebyggelse af hjertesygdomme. Det motiv ville Tage Jensen gerne promovere, og jeg var stolt som en pave, da vi sagde farvel til hinanden.«

I 47 år var Peter Schnohr en af nøglepersonerne bag det legendariske løb. På grund af sit speakerjob har han aldrig selv  deltaget i løbet, men trænet flittigt, og et par gange om ugen kan man stadig møde ham, når han jogger rundt om søerne i det indre København. I sine unge år løb han 100 meter på 11.0, og senere blev det til elleve Vasaløb og flere 100 kilometerløb.

Peter Schnohr har som en af hovedmændene bag Østerbroundersøgelsen, der startede i 1976 og omfatter 24.000 mænd og kvinder, dokumenteret, at mandlige motionsløbere lever 6,2 år længere og kvindelige motionsløbere 5,6 år længere end ikke-joggere. Desuden forbedrer motion livskvaliteten, og motionister er mindre stressede i hverdagen end inaktive mennesker.

»Hvis jeg må give jokkere et godt råd,« siger Peter Schnohr, »så lad ure og musik blive hjem, når I løber. Nyd naturen og hils på hinanden. Løb tre gange om ugen i langsomt eller almindeligt tempo i højst to en halv time sammenlagt. Det giver den største gevinst.«

Svend W. Carlsen mindes den store motionskampagne i B.T. op til E-løbspremieren og i løbets første år.

»Per Arboe-Rasmussen skrev i hundredvis af artikler, og der blev lavet tests af kendte og ukendte navne på B.T. og rundt om i firmaerne. Poul Reichhardt, Tom Bogs, Miss Danmark og snesevis af andre kendisser var med til at promovere løbet og motionssagen. Det var smart tænkt,« siger Svend W. Carlsen.

Den olympiske skiløber fra Innsbruck 1964 og Grenoble 1968 var en af sin generations mest alsidige idrætsstjerner. I Laserjolle vandt han EM-guld og blev dansk og nordisk mester, og i Tornado sejlede han i flere år sammen med legendariske Paul Elvstrøm.

»Jeg har altid haft det sjovt, når jeg har dyrket idræt, bortset fra dengang, jeg løb maraton. Det var aldrig sjovt at løbe maraton, men jeg kan takke mit danske mesterskab i 1963 med start og mål på speedwaybanen i Selskov for, at jeg blev udtaget til vinter-OL året efter,« siger Svend W. Carlsen.

Han har i dag rundet de 80 år, men løber stadig to-tre gange om ugen. Langsomme ture på fire-fem kilometer.

»Når jeg bliver spurgt om mine største oplevelser, kommer jeg ikke uden om mit venskab med Paul Elvstrøm. Han er den idrætsmand, jeg beundrer mest. En kunstner på sit område og et enestående menneske. At man kan blive så dygtig til noget er ufatteligt,« siger Svend W. Carlsen.

Svend W. Carlsens daværende kone, Kirsten, vandt Eremitageløbet de første fire år, men selv havde han for travlt med det organisatoriske til at løbe med.

Selvfølgelig vil E-løbsarrangørerne Københavns Idræts-Forening, København Skiklub og B.T. præsentere de tre, der er årsagen til, at løbet fejrer 50 års jubilæum, Peter Schnohr, Svend W. Carlsen og Werner Mårtensson, på broen inden Wilson Kipketers startskud søndag 7. oktober kl. 11.00.

Tæt på 13.000 løbere har allerede tilmeldt sig, og du kan stadig nå det. Læs mere og tilmeld dig på elob.dk