Der er ikke mange, der har været så hårdt ramt af coronapandemien som NBA-spilleren Karl-Anthony Towns.

Den 25-årige Timberwolves-spiller har mistet hele syv familiemedlemmer, og specielt farvellet til moderen har suget sjælen ud af NBA-stjernen. Men nu har han fået den værst tænkelige besked for en mand, der har mistet så mange af sine nærmeste til corona.

Han er selv smittet.

'Inden aftenens kamp modtog jeg endnu et frygteligt opkald – at jeg er testet positiv for corona,' skriver Karl-Anthony Towns på Instagram og fortsætter:

'Jeg beder hver eneste dag om, at dette mareridt af en virus vil aftage, og jeg beder alle om at blive ved med at tage det seriøst ved at følge alle nødvendige forholdsregler.'

Karl-Anthony Towns blev testet positiv for corona, inden Minnesota Timberwolves skulle møde Memphis Grizzlies. En kamp, der af samme grund blev udskudt, og Towns er siden gået i isolation.

Men det er næppe så meget isolationen, der fylder noget hos den 25-årige spiller, som det er traumet, der har fulgt ham siden 13. april. Her døde hans mor med coronavirus, og i alt har han altså mistet syv familiemedlemmer til virussen, har han tidligere fortalt.

Hans far har dog overlevet den, men det ændrer ikke på, at familien nu igen skal igennem et familiemedlems kamp med sygdommen, og det går Towns på.

'Det knuser mit hjerte, at min familie – og specielt min far og søster – fortsat skal lide med angsten, der følger med denne diagnose, som vi alle kender alt for godt og ved, hvad kan resultere i,' siger Towns.