Lyt til artiklen

Han har i lang tid ikke lagt skjul på, at han støtter Vladimir Putin.

Og i weekenden understregede skakspilleren Sergey Karjakin det endnu en gang.

'Karantænen er slut,' skrev han til et opslag på Twitter, hvor han har delt et billede, der har fået mange reaktioner.

For han har en hættetrøje på med ordlyden 'Putin Team' over det ene bryst.

Det er i denne trøje, han poserer.
Det er i denne trøje, han poserer. Foto: Twitter
Vis mere

En trøje, han har taget på efter at have haft karantæne i seks måneder for tidligere at være kommet med udtalelser, der har støttet Vladimir Putin og den russiske invasion af Ukraine.

»Tøjvalget er en bevidst provokation. Han har jo ikke erkendt nogen synd, så det havde været rart, hvis han havde vist, han angrede,« siger skakeksperten Torstein Bae til NRK.

Meningerne i kommentarsporet er delte. For mens nogle mener, det ikke burde give karantæne at støtte sit land, mener andre, at Karjakin er langt ude.

'God pointe. At støtte massefolkemord er absolut noget at fejre. Hatten af for Karjakin for at være for døden,' lyder det fra en, mens en anden skriver:

'Du skal have endnu en karantæne. Men jeg tror, du vil kvalificere dig til at blive sendt til krigsfronten. Hvis du er så meget for krigen, er det der, du hører til.'

Skakforbundet Fide har meddelt, at de nationale forbund må klage over Sergey Karjakin, og så må det vurderes, om han skal have endnu en karantæne.

»Det er nok rimelig sandsynligt at antage, at der kommer nye klager,« siger Bae.

Karajkin har tidligere lagt et åbent brev til Putin ud på de sociale medier. Heri lød det, at han var taknemmelig over den russiske præsident, og hvordan han kæmpede for 'afmilitærisering og afnazificering af Ukraine og dets regering'.

Som det ser ud lige nu, skal Karjakin spille en skakturnering i Moskva, der starter 29. september.