89 år er absolut ingen alder for Bernie Ecclestone.

»Vi har fået en søn, der hedder Ace. Jeg er så stolt,« siger han.

Den stenrige tidligere Formel 1-magnat er blevet far for fjerde gang, og han har viderebragt den glædelige nyhed til schweiziske Blick.

Moren er 44-årige Fabiana Flosi, der også glæder sig over, at parret nu har fået deres første barn sammen. De blev gift i 2012.

»Det hele var så let. Fødslen var ovre på 25 minutter. Gud ske lov,« siger hun.

Lille Ace kan altså se frem til at hilse på tre søskende, som alle er voksne nu. Fra tidligere ægteskaber har Bernie Ecclestone døtrene Petra på 32 år, Tamara på 36 år og Deborah på 65 år – og han er faktisk selv oldefar.

Tidligere har den engelske forretningsmand udtalt, at han ikke var bekymret over at skulle være far i så høj en alder.

»I min alder er man ikke længere bange for døden. Man er bare taknemmelig,« lød det fra ham tidligere på året til Blick, hvor han også glædede sig over for første gang at få en søn:

Bernie Ecclestone og Fabiana Flosi har været gift siden 2012.
Bernie Ecclestone og Fabiana Flosi har været gift siden 2012. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»Fødslen af min første søn bliver helt sikkert et højdepunkt i mit liv.«

Bernie Ecclestone og Fabiana Flosi bor normalt på en farm i Brasilien, men fødslen fandt sted i Schweiz, hvor parret også har et par storslåede boliger.

Bernie Ecclestone er for nylig kommet i fokus af de helt forkerte grunde. Det skete, da han sagde, at 'sorte mennesker er mere racistiske end hvide mennesker'.

Den kommentar har sendt den tidligere så mægtige Formel 1-boss helt ud i kulden i de kredse. Han er blevet udelukket fra overhovedet at kunne overvære et løb i den sæson, der begynder i den kommende weekend.