Den franske hækkeløber Wilfried Happio er blevet anholdt i sit hjemland.

Det skriver mediet L'Équipe, som har fået anholdelsen bekræftet af en anklager i Paris.

Ifølge mediet er Happio blevet anholdt og er mistænkt for seksuelle overgreb, som skulle have fundet sted tilbage i september 2021.

Wilfried Happio deltog i sommeren ved de franske mesterskaber med bind for øjet.

Årsagen var, at han dagen forinden blev overfaldet af en anden mand.

Overfaldet betød også, at han hostede blod op kort før starten, ligesom han tilmed blødte, da han mødte pressen efter sin deltagelse.

Ifølge Le Parisien har Happios anholdelse en relation til overfaldet i sommer.

Mediet skriver nemlig, det er søsteren til Happios overfaldsmand, som har anklaget hækkeløberen for overgreb.

Anmeldelsen mod Happio blev indgivet i sommer, og han er nu i politiets varetægt, i forbindelse med at sagen bliver undersøgt, lyder det.