40 danske topatleter tager ikke fejl, skulle man tro, når de imellem sig kårede de danske håndboldherrer som årets sportspræstation og dermed vinder af B.T. Guld lørdag aften.
Men ikke alle er enige i, at håndboldherrerne stod for Danmarks største sportspræstation i 2019.
Afstemningen var historisk tæt, kan B.T. afsløre, men tager man et kig på de sociale medier, er der mange, der er sikre:
Mads Pedersen stod for det største øjeblik med sin VM-sejr i landevejscykling.
Her følger et udsnit af kommentarer på sociale medier.
'Håndboldherrerne, wtf?'
'At Mads Pedersen ikke kan slå håndboldherrerne, er simpelthen så sølle.'
'Mega plat, at håndboldherrerne vinder B.T.s guld. Håndbold er stort nationalt, men langtfra globalt set. Vi har for første gang nogensinde en dansk verdensmester i cykling (for eliteherrer, red.). Det skal simpelthen honoreres og vægtes højere.'
'Fandeme ærgerligt, at Mads Pedersen ikke vinder prisen her.'
Måtte lige google, hvad B.T. Guld er for en pris. 'Årets største sportspræstation'. Hvordan blev det håndboldherrerne og Mads P.s guld?'
På de sociale medier kan man sagtens også finde folk, der ønsker håndboldherrerne tillykke. Det samme på opslaget på B.T.s Facebook-side, hvor håndboldherrerne ønskes tillykke.
Og spørger man danskerne, er der da også enighed med de 40 topatleter.
I en afstemning fra B.T.s livedækning af 'Sport 2019' lørdag aften stemte lidt flere end 2.000 danskere, og her fik håndboldherrerne 50 procent af stemmerne, mens Mads Pedersen fik cirka 38 procent, og Anne-Marie Rindom de sidste 12 procent.
Men hvad mener du? Er håndboldherrerne fortjente vindere af B.T. Guld 2019?

