En stor æra i dansk rosport nærmer sig med hastige skridt sin afslutning. Når Thomas Poulsen, Eskild Ebbesen, Victor Feddersen og Thomas Ebert i den såkaldte Guldfirer har taget det sidste tag i årerne ved De olympiske Lege i Sydney 24. september, er det uigenkaldeligt slut med at hente medaljer til Danmark ved store internationale mesterskabs-stævner.

"Og publikum herhjemme får ikke mulighed for at se os ro en æresrunde på for eksempel Bagsværd Sø.

Nej, i månederne efter hjemkomsten 5. oktober har vi i stedet planer om at pleje vore respektive familier.

Det fortjener de, eftersom vi de seneste år har ofret al fritid på idrætten," fastslår Thomas Poulsen.

Mens Victor Feddersen allerede i vinter meddelte, at han stopper karrieren efter OL, er det overraskende, at Thomas Poulsen nu afslører, at hverken han, Thomas Ebert eller Eskild Ebbesen har i sinde at fortsætte i et nyt olympisk projekt.

"Eskild har efter OL planer om at lægge rosporten på hylden og slå sig på triathlon, mens Ebert og jeg pønser på at fortsætte i en ikke-olympisk toer," røber Thomas Poulsen.

Hermed håber han at kunne slutte karrieren stille og roligt uden at offentligheden konstant vil forlange topresultater.

"I øjeblikket er det stik modsat. Alle i hele Danmark forventer jo, at vi gentager guld-triumfen fra Atlanta i Sydney. Og det er altså enormt stressende," erkender Thomas Poulsen.

Sammen med holdkammeraterne indleder han konkurrence-sæsonen næste weekend ved en regatta i Tyskland.

"Her har vi besluttet at stille op i den tunge klasse, fordi vi føler det er for tidligt på sæsonen at være i 'kamp-vægt'," forklarer Thomas Poulsen.

Til gengæld stiller kvartetten op i letvægts-kategorien ved de tre World Cup-konkurrencer i juni og juli:

"Og her satser vi på at sætte samtlige konkurrenter på plads, så vi allerede før OL vil have et psykisk overtag."

Formæssigt føler Guldfireren sig godt kørende.

"Under en seks kilometer-test forleden roede vi stærkere end nogensinde. Det lover rigtig godt," siger Thomas Poulsen, der sammen med de øvrige landsholds-roere allerede tager til Australien midt i august for at pudse formen af under en træningslejr i Brisbane.