Brøndbys Thomas Kahlenberg er gået fra at være stortalent til aspirant til Morten Olsens EM-trup

For ikke engang to år siden var navnet Thomas Kahlenberg mest kendt i Brøndbys ungdomsafdeling og i barndomsklubben Hvidovre. I dag har den 20-årige midtbanestjerne forlængst krænget sig ud af rollen som super-talent, og han er en af dem, der virkelig regnes med på Vestegnen.

Kahlenberg er sågar af både iagttagere og eksperter blevet nævnt som et varmt bud på en plads i EM-truppen til sommer. Går det lidt for stærkt?

»Selvfølgelig er det gået stærkt. Men jeg prøver altså at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Det er ikke mig, der taler om EM. Det er andre. Jeg prøver at fokusere på Brøndby, hvor vi står med rigtigt gode muligheder for at hente et mesterskab. Det er i første omgang det, jeg går efter,« siger Thomas Kahlenberg.

At EM ikke er fuldstændig utopi og trods alt også har været vendt i tankerne bekræfter han dog, omend han er realistisk i forhold til sine chancer. »Spiller jeg en forrygende forårssæson har jeg vel en chance. Spiller jeg røvdårligt er det ligemeget. Så jeg kan ligeså godt tage udgangspunkt i det sted, jeg befinder mig nu.«

Hvor skal du udvikle dig? »Det skal jeg på mange områder. For eksempel skal jeg arbejde med at komme frem til nogle flere chancer. Men først og fremmest skal jeg sørge for at undgå at falde ud i kampene. Det gælder om at være med i alle 90 minutter.«

Hvad med det fysiske? »Jeg synes egentlig, at kampen mod Barcelona viste mig, at jeg fysisk står meget godt rustet. Jeg kunne godt holde fast i bolden og føler egentlig ikke, at jeg havde et stort efterslæb.«

Hvad kan du bruge Barcelona-kampene til? »Det er den slags kampe, hvor du virkelig kan måle dig. Og så er de jo et rigtigt godt udstillingsvindue. Både i forhold til landsholdet og i forhold til Morten Olsen.«

Hvornår skal du til udlandet? »Forhåbentlig på et tidspunkt. Men lige nu har jeg det godt i Brøndby.«

United er interesseret
At der er interesse for Kahlenberg er hævet over enhver tvivl. Og Brøndby handlede med rettidig omhu, da de i efteråret forlængede hans aftale frem til 2008.

Den engelske rå-tabloid, Sunday People, kunne i øvrigt i går berette, at Thomas Kahlenberg figurerer på en emne-liste i selveste Manchester United sammen med blandt andre det argentinske supertalent Carlos Tevez.

»Jeg har godt hørt om det, men det må være en fugl, der har pippet lidt for højt. Mon ikke det bare er en United-scout, der kender mit navn mere end det er Alex Ferguson, der gør det,« siger Thomas Kahlenberg med et grin.