Bent Jensen tildelt B.T.-Coachers Prisen 2003. Den 55-årige træner blev i går en af de mest populære prismodtagere ved det store prisshow i Herning, Sport 2003.

Rosportens mangeårige cheftræner vandt B.T.-Coachers Prisen 2003 for sit arbejde med guldfireren, der trods mange udskiftninger i båden fortsat vinder guld til Danmark og i dag står som en af dansk idræts største, kontinuerlige succeser.

Bent Jensen fik overrakt prisen som årets coach i dansk idræt i Herning Messecenter, da Team Danmark-direktør Preben Kragelund kaldte Jensen på scenen ved VIP-middagen før selve tv-showet.

Prisen går til en person, der med coaching har gjort en forskel. En person, der med arbejde på det personlige plan har bidraget til udvikling og fungeret på internationalt niveau.

Disse kriterier opfylder Bent Jensen til fulde, og han vandt prisen i meget hård konkurrence med de øvrige nominerede:

Mikael Lundström - sportschef for ishockeylandsholdet, der formåede at blive i A-gruppen efter sejr over USA.

Michael Laudrup - cheftræner i Brøndby, hvor han gjorde 2003 til et af de bedste år i nyere Brøndby-historie ved at udvikle unge spillere til SAS Ligaens bedste hold.

Ulf Sivertsson - træner for Koldings håndboldherrer, som han har løftet op på et internationalt niveau, der er usædvanligt for et dansk klubhold.

Ove Pedersen - Esbjerg fodbold. En udvikler af håndplukkede enkeltpersoner og meget bevidst om metoderne i ledelsen af sine spillere.

Bjarne Johansen - landstræner i taekwondo, der har samlet et splittet forbund og landshold og fået atleter gjort klar til OL i Athen.

Valget faldt på Bent Jensen i en komite bestående af Team Danmark-direktør Preben Kragelund, sportschef Mikael Trolle, Dansk Volleyball Forbund, cheftræner Ulrik Wilbek, Viborg HK, direktør Preben Braagaard, Coachers og sportschef Peter Brüchmann, B.T.

»Bent har formået at få medaljer til Danmark uanset, hvem der har roet i båden. Der er en ny roer med stort set ved hvert mesterskab, og præstationerne trods disse udskiftninger er ganske imponerende,« siger Preben Kragelund, der med rette glæder sig til at se Bent Jensen og hans roere deltage ved OL i Athen til sommer.

Riis mere rådgiver end coach
Komiteen drøftede også emner som Bjarne Riis, Anja Andersen, Ole Gammelgaard, Jacob Olsen og Klaus Cassøe. Riis har resultater og arbejder med bevidste processer, men vurderes stadig at være mere rådgiver end coach, og med Anja Andersen blev adfærd også brugt som parameter.

Bent Jensen vil efter OL i Athen beslutte, om han fortsætter som træner for båden. Den uddannede montør ved banestyrelsen skal afgøre, om han vil forsøge at løfte guldfireren videre, når den sidste af de oprindelige roere fra båden, der vandt guld i 94 og OL-guld i 96, Eskild Ebbesen, indstiller sin karriere.

Privat bor Bent Jensen i Køge, er gift med Ulla og far til to.Med prisen følger et gavekort på kr. 10.000 fra B.T. samt et gavekort på et kursusophold hos firmaet Coachers, der er initiativtager til prisen. Sidste år blev prisen uddelt for første gang. Vinder dengang blev håndboldlandsholdets træner, Jan Pytlick.