Det er ingen hemmelighed, at Tinkoff-Saxos ejer, Oleg Tinkov, har en løs aftrækker, når det kommer til udbrud på Twitter og i al almindelighed.

Det viste han søndag, hvor Matti Breschel fik russerens ærlige mening at vide omkring danskerens indsats i Milano-Sanremo. Russeren blander sig i taktikken og det daglige arbejde. Det har holdets ryttere og ikke mindst holdchef Bjarne Riis efterhånden måtte sande. Men russeren er langt fra alene i sportens verden. Og langt fra den værste. BT giver her et bud på fem kontroversielle chefer.

Foto: MARCELLO PATERNOSTRO
Vis mere

Den fyringsglade testikelskærer
Maurizio Zamparini, ejer og præsident i den italienske fodboldklub Palermo.
73-årige Zamparini er notorisk berygtet i Italien for at have en kort lunte, når det kommer til trænere. Beviset på italienerens bemærkelsesværdige mangel på tålmodighed ses i det faktum, at han har fyret 25 trænere, siden han overtog Palermo i 2002 efter at have styre Cagliari. Tager man tiden før Palermo med, ryger tallet op på vanvittige 45 trænerfyringer. »Jeg vil skære deres testikler af og spise dem i min salat,« er blot et af mange citater, som han har ytret efter utilfredshed over sit hold. Men han kan også angre, som da han undskyldte over for sin spiller Adrian Mutu.
»Jeg er ked af, at jeg kaldte Mutu for en behændig, lille sigøjner.«

Foto: KARIM SAHIB
Vis mere

Den dårlige, diktatoriske taber
Uday Hussein, tidligere chef for Iraks olympiske komité og fodboldlandsholdet.
Gør det dårligt og få tæsk. Sådan kørte den irakiske diktator Saddam Husseins søn, Uday, biksen, da han var chef for de irakiske atleter. Det var ikke overraskende, at de irakiske sportsfolk led af en smule præstationsangst. Husseins skræmmekampagne bestod i, at præsterede spillerne ikke efter behag, blev de tortureret efter et nøje udført regnskab, som han førte undervejs i kampene. Var det ikke straf nok, røg de i fængsel, som fodboldlandsholdet gjorde efter et tidligt exit fra Asian Cup i år 2000.

Foto: CHRIS WILKINS
Vis mere

Den Hitler-elskende kvinde
Marge Schott, tidligere præsident for baseballholdet Cincinatti Reds
Fra 1984 til 1999 stod Schott i spidsen for det amerikanske baseballhold Cincinatti Reds. Og det var måske lidt længere, end man kunne forvente i forhold til hendes ytringer i det offentlige og over for de ansatte. Hun hadede homoseksuelle, sorte og asiater. Og lagde ikke skjul på sine racistiske holdninger overfor spillerne. I 1993 fik hun ét års karantæne for at rose Adolf Hitler. Hun gentog bedriften i 1996 med to års karantæne til følge. Igen var det på grund af hendes fascination af Hitler. Her udtalte hun, at Hitler var god nok i starten, men måske gik lidt for langt. Det vurderede MLB (Det amerikanske baseballforbund) i hvert fald, at Schott selv gjorde, og hun blev tvunget til at sælge klubben.

Foto: Peter Cziborra
Vis mere

Den bedrageridømte playboy
Flavio Briatore, tidligere klubejer i QPR og Formel 1-chef
64-årige Briatore har været omgivet af kontroverser gennem hele sin karriere. Han er tidligere dømt for bedrageri og blev i 2008 bandlyst fra Formel 1 og jobbet som teamchef for Renault, efter det kom frem, at en af kørerne - Nelson Piquet Jr. - blev beordret til at køre galt for at hjælpe teamkammerat Fernando Alonso til at opnå en fordel under et løb i Singapore. Ulykken ødelagde Piquet Jr's karriere for altid i Formel 1. Briatore var desuden medejer af den engelske fodboldklub QPR fra 2007 til 2010, hvor han fyrede trænere på stribe, solgte spillere bag klubbens ryg og beordrede taktiske ændringer undervejs i kampene fra VIP-logen.


Den racistiske hustler

Donald Sterling, tidligere ejer af basketholdet LA Clippers
I 33 sæsoner var 80-årige Sterling ejer af LA Clippers, som aldrig vandt noget og som hele USA grinte af. Ikke desto mindre tjente den excentriske og kontroversielle Sterling masser af millioner, fordi han holdt udgifterne på et minimum og nægtede at investere i holdet. Han var ikke bleg for at svine og chikanere sine spillere og var kendt som en dårlig chef. Den tidligere assistenttræner Kim Hughes anmodede klubben om at dække udgifterne i forbindelse med behandlingen af sin prostatakræft. Det nægtede Sterling, der efterfølgende selv blev ramt af sygdommen. Sterling, der er blevet sagsøgt for sexchikane et utal af gange, blev i 2014 ramt af en kæmpeskandale, som tvang ham til at sælge holdet. En optagelse, hvori han ytrede, at sorte mennesker ikke passer på deres børn og ikke laver andet end at ryge pot, blev lækket. Og så var Sterling fortid.