En amerikansk fodboldkamp endte fredag i et forfærdeligt drama, da et skyderi ved New Jersey High School pludselig gik i gang.

Politiet har anholdt fem personer i forbindelse med skyderiet, der sårede en voksen og to børn.

Det skriver CNN.

En dreng på 10 år er i kritisk tilstand, mens en 27-årig mand afventer operation. En 15-årig er allerede udskrevet.

Skyderiet skete fredag i forbindelse med en kamp mellem Camden og Pleasantville High Schools i byen Pleasantville.

Ifølge de amerikanske myndigheder havde skyderiet dog ikke noget med selve kampen at gøre, men var 'blot' en hævnaktion mellem kriminelle, der havde set kampen som en mulighed for at få rettet op deres uenigheder.

»Som et resultat af det blev et uskyldigt barn fanget og såret i krydsilden. Vores nabolag vil ikke lade os holde som gidsel af nogle få idioter, der er opsatte på at sætte vores og vores børns sikkerhed på spil,« siger Damon G. Tyner fra Atlantic Countys anklagemyndighed.

Flere spillere har siden fortalt, hvordan de i første omgang blot troede, der var tale om fyrværkeri.

Det gik dog hurtigt op for dem, at det var alvor.

»Vi så bare alle publikummer løbe. Træneren bad os om at lægge os ned, men vi ville ikke lægge os ned. Vi ville hurtigt i sikkerhed inde på skolen, så vi løb alle sammen derop gennem hegnet,« forklarer Keon Henry, der var en af spillerne fra hjemmebaneholdet  Pleasantville High School.

Politiet har efterfølgende oplyst, at en 31-årig mand ved navn Alvin Wyatt er blevet sigtet for tre tilfælde af forsøg på mord og besiddelse af våben, mens fire andre mænd er blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Cory Booker, der er senator og præsidentkandidat har efterfølgende også reageret på den voldsomme episode med et tweet. Her kalder han blandt andet skyderiet for 'kujonagtigt'.