Så er der uro i den danske badminton-lejr igen. Den tidligere ungdoms-verdensmester i mixeddouble og Danish Open-vinder i herredouble, Jim Laugesen, har fået at vide af landstræner Steen S. Pedersen, at han pr. 1. september ikke længere er velkommen på DBF's elitecenter.

Forbunds-ledelsen mener, at Laugesens makker Carsten »Nuller« Mogensen har større udviklingspotentiale i samarbejde med Matthias Boe. »Jeg er dybt skuffet, og forstår ikke beslutningen,« siger Jim Laugesen:

»Nuller og jeg har kun spillet sammen i ti måneder. I denne periode har vi blandt andet besejret All England-mestrene ved DM og nået semifinalen ved Dutch Open.«

Jim Laugesen, 29 år, finder også måden, hvorpå han fik DBF-beslutningen at vide, besynderlig. »Jeg var indkaldt til møde i mandags med repræsentanter fra forbundet og Team Danmark.

Men i stedet for at tale individuel økonomisk support, fik jeg en fyreseddel. Desværre er det ikke første gang, at man behandler en elitespiller på denne måde,« siger Laugesen og hentyder til, at andre spillere - såsom Jesper Larsen, Martin Delfs og Joachim Fischer - i Steen S. Pedersens periode som landstræner også har fået sparket, mens de stadig var leveringsdygtige i topresultater.

Steen S. Pedersen undrer sig ikke over, at Laugesen er utilfreds. »Men jeg tror, at Matthias Boe og Carsten Mogensen i international sammenhæng går en stor fremtid i møde,« siger han.

Det er ikke mere end et par år siden, at landstræneren til stor forundring for offentligheden brød de bestående herredoubler op og dannede nogle nye. Dispositionen gav succes.

I øjeblikket råder man over såvel verdens- som All England-mestrene. Den danske badmintonlejr har de seneste par år været præget af en del intern uro. Især holdudtagelser til internationale opgaver og DBFs syn på talentudvikling har skabt høj bølgegang. idskov@bt.dk