Den tidligere ukrainske rugbystjerne Oleksi Tsibko er fundet død i sit hjemland.
Flere internationale medier beretter nemlig, at den 55-årige ukrainer onsdag blev dræbt i kamp mod de russiske styrker i byen Butsja.
Det bekræfter Det Ukrainske Rugbyforbund ifølge The Times.
Efterfølgende har præsidenten for Det Europæiske Rugbyforbund ligeledes bekræftet det tragiske dødsfald.
Det gør han i et opslag på Twitter, hvor han fortæller, han er ramt af stor sorg,
'Selv om jeg havde håbet, at det ikke var rigtigt, må jeg desværre meddele, at Oleksi Tsibko er død. Han døde, da han forsvarede byen og sit land. Må han hvile i fred og altid blive husket,' står der i opslaget.
Oleksi Tsibko var en stor sportspersonlighed i hjemlandet, hvor han efter en lang karriere blev valgt som præsident for Ukraines rugbyforbund fra 2003 til 2005.
Den ukrainske rugbylegende er ifølge mediet Inside the Games allerede blevet begravet i hovedstaden Kyiv.
Butsja, byen hvor Tsbiko blev fundet dræbt, har oplevet én af krigens største massakre, da der 31. marts blev fundet over 300 civile, der var blevet dræbt af russiske styrker.
Noget, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kort efter beskrev som et »folkemord«.
Du kan følge krigen i Ukraine i B.T.s LIVE-blog lige HER.

