Han har mindst et par målchancer i hver eneste kamp, men Brøndbys Thomas Kahlenberg kan ikke få bolden i nettet.

»Det er da selvfølgelig frustrerende. Nu vil jeg gerne have scoret det mål, så jeg ikke skal tænke over det mere. Det ligger i baghovedet, så det ville være rart at score mod AGF,« siger den 19-årige midtbanespiller, som har været en af de bedste på Brøndbys mandskab her i efteråret. Han er en gudbenådet dribler, men det kniber altså en hel del med afslutningerne.

»I de seneste kampe mod AB og AaB er jeg ikke rigtigt kommet frem til så meget, men ellers har jeg haft store chancer i de fleste andre kampe,« siger han. Frustrationerne over ikke at score har sat i tankerne i gang hos den unge spiller - specielt i begyndelsen af sæsonen.

»Man kan ikke lade være med at tænke på, om de andre nu også vil blive ved med at spille mig, når jeg nu ikke sparker den ind. Men jeg tror altså kun, at det er et spørgsmål om at få hul på bylden,« mener Kahlenberg, der dog også selv har et løsningsforslag liggende.

»Jeg skal sparke lidt før nogle gange i stedet for at drible videre eller spille bolden. Men det har også noget med rutinen at gøre,« siger Kahlenberg. Han er i gang med sin første sæson i A-truppen. Den manglende træfsikkerhed fik op til en Europa Cup-kamp cheftræner Michael Laudrup til at give midtbanespilleren enetime i afslutningens kunst.

»Det var fint nok med mig,« griner Kahlenberg, som ikke frygter, at han vil ende som den nye Auri. Den bundsolide venstre back, Auri Skarbalius, har endnu ikke scoret i SAS-ligaen. Det er kun blevet til en enkelt scoring i hans 144 kampe for klubben - på straffespark i en UEFA Cup-kamp i Tirana. Kahlenbergs statistik hedder dog blot nul mål i 21 kampe.

Kahlenberg har tidligere bevist, at han altså godt kan ramme målet. »Som ynglingespiller lavede jeg en del kasser, og jeg lavede da også nogle på Danmarsserieholdet,« siger spilleren, der på Brøndbys hjemmeside blandt andet bliver præsenteret som værende en »høj, målfarlig offensiv midtbanespiller«.

Han er 183 centimeter høj, p.t. knap så målfarlig og ikke helt så offensiv endda, da han for tiden bliver brugt i midtbanens maskinrum sammen med Martin Retov. Den tidligere Køge-spiller Retov er efter en længere skadespause faldet godt til i Brøndby.

»Jeg nåede kun halvanden kamp på Danmarksserieholdet, før jeg kom med på førsteholdet, så det er gået hurtigt for mig. Jeg er en del af et generationsskifte her i Brøndby, og de mange unge spillere gør, at vi godt kan være lidt svingende i præstationerne,« mener den 24-årige midtbanespiller, der nyder at træne under Michael Laudrups ledelse.

»Han er en kanondygtig træner, som man har en naturlig stor respekt for. Træningen er meget teknisk anlagt, og det passer mig fint, da jeg godt kan lide at spille langs jorden med hurtige kombinationer,« siger han.