Kronprins Frederik bliver ikke verdens bedste i en drage. For selv om den danske tronarving har vist formidable evner i sin nye drage, ligger han efter gårsdagens sejlads på 27. pladsen i den samlede stilling indtil videre.

Så Frederik og hans gaster skal sejle ualmindelig godt, hvis de skal nå op på 1. pladsen, når VM i dragesejlads er færdig på søndag. I gårsdagens konkurrence kom Frederiks båd »Nanoq« ind på 20. pladsen efter en meget besværlig sejlads, som var særdeles vanskelig på grund af en utilregnelig vind.

Vinden skiftede utrolig meget under sejladsen. Fra vindstille til utilregnelige spring, der gjorde sejladsen vanskelig.

Det ramte også prins Henrik, som slet ikke gennemførte gårsdagens sejlads.

Ifølge reglerne skal man være i mål senest 30 minutter efter, at den første båd har passeret målstregen.

Det kunne Henrik og hans gaster ikke nå, og derfor afsluttede de ikke konkurrencen.

Henrik har ikke ligefrem været heldig under VM i drage. Samlet set ligger han på 74. pladsen ud af de 78 tilmeldte både. Kronprins Frederik havde ellers sat næsen op efter at vinde VM og sagde til B.T. forud for starten:

»Ja, det gør man vel, hvis man er en sportsmand. Jeg er i hvert fald optimistisk.«

Optimismen må i dag ligge på et lille sted hos Frederik, men selv om han ikke vinder VM, kan han glæde sig over OL-guldvinderen Jesper Banks vurdering af ham.

Et godt hoved

»Han må have et godt hoved og en god fornemmelse for sporten. Han må have formidable evner til at opsnappe det vigtige. Nogle må i hvert fald have givet ham nogle gode fif.

Det er jo langt over gennemsnittet, det her,« sagde Jesper Bank, da B.T. præsenterede ham for Frederiks resultater.

For selv om det måske virker, som om Frederik bare er med på en fribillet og lader sine gaster klare arbejdet, er det ikke tilfældet.

»Det kan ikke lade sig gøre. Han er også nødt til at være dygtig, for at de kan opnå det resultat,« siger Jesper Bank.