Siden 2023 har der været seks sprintløb i kalenderen i en Formel 1-sæson, men det kan blive fordoblet til 12 fra 2027.
Således skriver Autosport, at Formel 1 aktivt undersøger muligheden for at udvide formatet.
Formel 1's kommercielle rettighedshaver, Liberty Media, har i et stykke tid været ivrig efter at udvide antallet af sprintløb, da man har erfaret, at det fører til mere interesse fra fans og tv-stationer.
Formel 1's øverste chef, Stefano Domenicali, lufter tanken om oftere at have tre konkurrencedage i forbindelse med en grandprix-weekend, og det overvejes at gøre fredag til en dag med noget på spil fremfor at have to træningssessioner.
- Grunden til, at vi begyndte at diskutere antallet af sprintløb og måske et andet format, er på grund af den feedback, vi har fået fra fansene og arrangørerne, om at folk ønsker at se rigtig action i tre dage.
- Allerede fredag ønsker folk at se noget sportsligt, kvalifikation eller hvad det nu er, siger Stefano Domenicali under sæsonforberedelsen i Bahrain.
Formel 1 har forpligtet sig til at holde sig til det nuværende antal på 24 grandprixer på en sæson, men derfor er der alligevel snakke om nye, mulige destinationer.
Det er et ønske at styrke markedet i Asien og komme tilbage til Afrika.
Men efter langvarige samtaler med Rwanda, Thailand og Sydkorea virker det usandsynligt, at de tilføjelser kan ske før tidligst 2029, og det kan blive på bekostning af europæiske events, skriver Autosport.
Tyrkiet kan meget vel blive næste nye tilføjelse, men det kan endnu ikke bekræftes 100 procent, siger Domenicali.
Den kommende sæson indledes i Melbourne 8. marts.
/ritzau/
