En formand, der har en fremtrædende rolle i den danske sportsverden, er blevet tiltalt for vold.

Det fremgår af et anklageskrift mod formanden, som B.T. har fået aktindsigt i.

Personen er tiltalt for vold efter en episode, der går tilbage til 2. marts i år.

Her skulle den tiltalte sammen med en anden person have tildelt et offer et slag i hovedet med knyttet hånd.

Formanden er underlagt navneforbud, og B.T. kan derfor ikke oplyse, hvem det drejer sig om.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra vedkommende.

Formanden er blevet tiltalt for vold efter straffelovens paragraf 244, der er den 'milde' voldsparagraf.

Det betyder, at personen, der har en fremtrædende rolle i den danske sportsverden, i yderste konsekvens kan blive straffet med fængsel i op til tre år.

Af anklageskriftet fremgår det videre, at formanden udpegede et offer for den anden tiltalte, der herefter igen slog et offer i hovedet med knyttet hånd.

Det betyder samtidig, at den anden tiltalte derudover også er tiltalt efter paragraf 247, fordi personen slog offeret igen. Dermed risikerer vedkommende at få en forhøjet straf.