Den ene aflyste sportsbegivenhed efter den anden har gjort det svært at drive virksomhed som formidler af sport i den første halvdel af 2020.

Det måtte TV 2 Sport blandt mange andre sande, men tirsdag var der så opløftende nyheder for tv-koncernen, der kunne berette, at de havde fået en sjat af de tabte penge tilbage, som de forgæves havde brugt på at tilkøbe sig rettigheder.

Men rabat for TV 2 er ikke nødvendigvis lig med rabat for seerne. Og det har fået FDA til at lave et opråb, da de også mener, at de er berettiget en form for kompensation:

»TV 2 erkender, at de har fået rettighedspenge tilbage, og det må komme seerne til gode i form af reduceret betaling på de kanaler, som skulle have vist den sport, som TV 2 ikke har leveret,« siger Thomas Bak, der er formand for Forenede Danske Antenneanlæg, til Mediawatch.dk.

FDA repræsenterer ifølge Thomas Bak mellem 170.000 og 180.000 danske husstande. Men der er i udgangspunktet ikke en prisreduktion i sigte for disse, selv om FDA vil tage sig en snak med TV 2 om situationen.

Thomas Bak forklarer, at de hidtil har været særdeles tilbageholdende i forhold til at kræve penge tilbage, da tv-selskaberne ikke er skyld i aflysningerne og derfor ligeledes har stået i en svær situation. Han bruger prædikatet force majeure om situationen, og derfor er erstatningsforholdene svære at nå til bunds i.

»Men når vi nu ligefrem har et programselskab, som kræver penge tilbage og meddeler, at de får det, synes vi, det er rimeligt, at man får sænket priserne på hovedsageligt de sportskanaler, der i en lang udstrækning ikke har vist sport,« siger Thomas Bak.

Antenneforeningerne skal igennem tv-distributøren, der laver aftaler med tv-stationerne, hvis de vil opnå en prisreduktion. Bak forklarer, at man har inviteret TV 2 på en kop kaffe for at drøfte situationen, selv om han ikke forventer, at de vil gå med til at kompensere.