Resten af sæsonen er aflyst.

Sportsforeningen Benløse IF har reageret øjeblikkeligt, efter af klubbens bordtennistræner og -leder er blevet dømt for voldtægt.

»Det kom som et meget stort chok for os,« siger formanden for Benløse IF, Bent Søegaard til SN.dk:

»Vi har snakket om det i idrætsforeningen, og vi tager selvfølgelig afstand fra det.«

Torsdag i sidste uge blev 50-årige René Pedersen ifølge SN.dk dømt skyldig i voldtægt, et forsøg på voldtægt og vold begået mod en 33-årige kvinde i september sidste år.

Han blev desuden dømt skyldig i fire gange at have voldtaget en 27-årig kvinde over en tre måneder lang periode. Og for at have begået vold og komme med trusler og vidnetrusler mod kvinden.

Rene Pedersen fik en straf på syv års fængsel og blev efterfølgende øjeblikkeligt sendt til afsoning - ingen af de strafbare handlinger er foregået i Benløse IF-regi eller over for klubbens medlemmer.

Sportsforeningen informerede i weekenden alle klubbens bordtennismedlemmer om, at træningen var aflyst - og siden at sæsonen var aflyst.

Samtidig vil formand Bent Søegaard gerne forsikre alle i klubben om, at alle trænere i Benløse IF har fremvist deres straffeattest.

Nu skal klubbens ledelse så finde ud af, hvad der skal ske med bordtennis-afdelingen.

»Vi er kommet frem til, at vi lukker bordtennisafdelingen ned indtil efter sommerferien. Vi har ikke lige nogle ledere, vi kan sætte ind og overtage træningen. Det giver afslutningen os tid til. Vi vil gerne have, at børnene kan fortsætte med at spille bordtennis. Vi gør alt, der står i vores magt for at komme i gang efter sommerferien,« fortæller Bent Søegaard, der håber på at kunne fortælle om fremtidsplanerne efter påske.

Først i september bliver det igen muligt at spille bordtennis i Benløse IF, når den nye sæson begynder.