Brøndby-Ventspils 1-1
Per Nielsen og Dan Anton Johansen hyldet af fans, men de kunne ikke bringe Brøndby videre i Europa.

På søndag venter der nok både knubbede ord og kontante tacklinger, når Brøndby møder Silkeborg, men hjemme på Brøndby Stadion bliver strejkebryderne dyrket som helte.

Brøndby er stadig delt i to lejre, men det er mest tydeligt på tribunerne. Den hårde kerne af fans på Faxe-tribunen har parkeret deres sympati hos strejkebryderne Per Nielsen og Dan Anton Johansen, mens Asbjørn Sennels ikke har mange venner her.

Ved opvarmningen var det de to skruebrækkere, der kom først ind på banen til en særdeles varm velkomst. Per Nielsen, der i aftes spillede sin Europa Cup-kamp nummer 66, og dermed tangerede Mogens Kroghs klubrekord i Brøndby, blev sammen med Dan Anton Johansen højlydt hyldet af fansene, der tilsyneladende kan spejle deres egen ubetingede loyalitet til alt, hvad der er gult og blåt, i forsvarsduoen.

Forsvarskoks
Derfor var det ekstra populært, at det netop var de to, der efter et fatalt forsvarskoks efter kun seks minutter, sammen kunne bringe Brøndby tilbage i kampen.

Ventspils kom på vinderkurs på et hovedstød, der snød både forsvar og målmand Casper Ankergren, men efter 33 minutter faldt Per Nielsen i letternes straffesparksfelt, og den italienske dommer gav hjemmeholdet et lidt billigt straffe.

Og hvem andre end Dan Anton Johansen, som et banner på Faxe-tribunen ville have indsat som ny statsminister, trådte frem og udnyttede sikkert muligheden.

Forinden havde Martin Retov misbrugt et stort tilbud, hvor han var alene foran mål, men skød lige på den lettiske keeper.

Men mens strejkebryderne blev hyldet, var hjemmepublikummet splittet omkring Asbjørn Sennels, der åbent fortalte om sin manglende respekt for sine to forsvarskollegaer, da de gik i arbejde igen. De første 10 minutter af kampen piftede Faxe-tribunen af Sennels, hver gang han havde bolden, men efter lidt tøven blev den kunststuderende venstre back modsat konsekvent bakket op fra den modsatte ende.

Aldrig op i gear
Akkurat som i den modsatte kamp for 14 dage siden, kom Brøndby-spillerne aldrig op i det gear, der var nødvendigt for at besejre Ventspils, der torsdag var endnu bedre, da de først øjnede chancen for at skabe sensationen.

I kampens sidste minut havde Daniel Agger bolden inde over stregen, men målet blev underkendt af den italienske dommer, der mente, at den indskiftede angriber begik frispark forinden. Efterfølgende kom Thomas Kahlenberg i klammeri med letten Lukasevics, og begge spillere så rødt.

Måske havde Brøndby været bedre tjent med at sende et hold bestående af et mix af svenskere, gamle stjerner og unge talenter på banen.

De havde i hvert fald været mere motiverede for at yde over evne.boc@bt.dk

flb@bt.dk