Han havde et fremragende forår i Brøndby, men formen faldt for Peter Foldgast i efteråret hurtigere end bladene fra træerne. Med to scoringer i denne uge fik angriberen dog lige reddet sin halvsæson på stregen.

»Det var da en forløsning at få scoret. Det er dejligt,« siger indskiftede Foldgast, som lige før lukketid sikrede Brøndby en 2-1 sejr hjemme over FC Nordsjælland.

»Det har været en rigtig god uge for mig. Først scorede jeg i straffesparkskonkurrencen mod Schalke torsdag, og så afgør jeg kampen i dag. Det er fantastisk,« siger han.

I efteråret har han stort set fristet en tilværelse som indskifter i Brøndby-truppen, hvor Karsten Johansen er blevet førstevalg på den centrale angrebsplads. Efter UEFA Cup-triumfen torsdag havde Foldgast dog sat næsen op efter mere end en plads på bænken. Især i lyset af at Brøndby i går måtte undvære de to offensive stamspillere Mattias Jonson og Thomas Kahlenberg.

»Jeg er skuffet over, at jeg ikke startede inde. Det havde jeg både håbet på og regnet med, men så er det selvfølgelig en ekstra tilfredsstillelse at komme ind og lave det afgørende mål,« siger angriberen, som har haft det svært med ikke længere at være en fast bestanddel af truppen.

»Det har ikke været sjovt. Det er svært at komme ind og vise noget som helst, når man får de sidste minutter. Ofte er holdet foran, når man kommer ind, og så skal vi jo ikke mere i den kamp. Men i dag var det selvfølgelig godt nok. Den eneste mulighed var at gå ind og afgøre kampen, og det gjorde jeg så,« siger han.

Foldgast forstår at hidse tilskuerne på Faxe-tribunen ekstra op. I forbindelse med hjørnespark eller stop i spillet er han ikke bleg for at opfordre dem til at bakke endnu mere op om holdet. Han var da heller ikke sen til at tage den direkte vej ned til de mest trofaste fans for at lade sig hylde efter scoringen.

»Jeg skulle jo lige ned og se, om der røg en fadøl af til mig,« griner han.

Cheftræner Laudrup er meget stolt.

»Vi har haft et fantastisk efterår med 45 point i 19 kampe. Det må være noget af det bedste, der er opnået nogensinde. Hele 2003 har været fantastisk.

Hvis man lægger alle kampe sammen har vi vist fået over 70 point. Det er nærmest lidt ærgerligt, at turneringen ikke bliver spillet efter kalenderåret,« smiler Laudrup, som godt var klar over, at det ville komme til at holde hårdt mod FC Nordsjælland oven på slaget mod Schalke.

»Vi havde snakket om, at der nok kun ville være kræfter til at køre på med presspil i en time. Men det er fornemt, at spillerne finder ekstra ressourcer frem til sidst.

Med Wieghorst i spidsen bliver der virkelig vist vilje. Vi er trætte, men alligvel er det os, der sætter pres på i slutningen. Det er flot,« siger han.