En fodboldkamp mellem Danmarks største fodboldklub BK Skjold og Nørrebro United tog tirsdag 21. september en uventet drejning for nogle spillere.

Det, der skulle have været en hyggelig og helt normal fodboldkamp mellem to herreseniorhold, udviklede sig nemlig noget anderledes end forventet.

På den grønne, veltrimmede plæne fandt fodbolddommeren nemlig en pose med stoffer.

Det skete i halvlegen i nærheden af BK Skjold-spillernes tasker. Kampen fortsatte, men der var noget, der ikke var, som det plejede.

Det var nemlig modstanders og dommers opfattelse, at BK Skjolds hold var påvirket af stoffer.

»Jeg var ikke selv til stede og kender ikke detaljerne. Men opfattelsen var, at holdet var mere opfarende, end man normalt ville synes. Det var ikke bare en enkelt situation – det var en stemning, der generelt var på banen,« fortæller Jan Sørensen, der er formand for BK Skjold, til B.T.

Efter kampen har dommeren og modstanderne kontaktet BK Skjold, hvor de har meddelt, at de ikke ønsker at møde holdet igen, fordi de angivelig skulle have være 'ubehagelige' at spille mod.

Episoden har nu fået konsekvenser for BK Skjolds hold. De er nemlig ikke længere en del af Danmarks største fodboldklub.

»Et hold med ulovlige rusmidler tolererer vi selvfølgelig ikke på nogen måde. Så derfor har vi bedt dem om at finde et andet sted at spille fodbold,« fortæller Jan Sørensen, der er formand for BK Skjold.

Klubben lægger med egne ord stor vægt på værdier som social ansvarlighed og et sundt fællesskab. Derfor var beslutningen om, hvad der skulle ske, ikke spor kompliceret.

»Det er da selvfølgelig irriterende og en ærgerlig situation. Men det er klart, når man har med en forening med børn at gøre, så skal der være konsekvenser, når der opstår sådan noget som det her,« fortæller Jan Sørensen og fortsætter:

»Vi vil gerne have plads til alle, men når det ikke er inden for lovlighederne, så skrider vi selvfølgelig ind.«

Hvem stofferne tilhørte, er der ingen fra holdet, der har villet indrømme, ligesom det ikke er blevet bevist, om spillerne var påvirket. Stofferne er efterfølgende blevet indleveret til politiet.

DBU København er blevet orienteret om sagen og bakker fuldt ud op om BK Skjolds beslutning.

»Det er Danmarks største fodboldklub, så selvfølgelig er der en fuldstændig nultolerance over for stoffer og den slags adfærd i sådan en klub. Så vi bakker naturligvis op om, at de har handlet på det,« siger Dan Pedersen, der er kommunikationschef i DBU København.

B.T. har været i kontakt med Nørrebro United, som ikke ønsker at kommentere sagen. B.T har også forsøgt at få kontakt til dommeren, der dømte kampen, men han har heller ikke ønsket at stille op.