Håndbold er ved at skubbe fodbold af tronen som Danmarks nationalsport, viser en ny undersøgelse, som BT har fået foretaget.

Burger King eller McDonald's? Coca-Cola eller Pepsi? Remoulade eller mayonnaise på fiskefilet? Livet er fyldt med spørgsmål, der kan dele ethvert middagsselskab, og det samme er tilfældet med den evige diskussion om håndbold eller fodbold.

De færreste har glemt VM i fodbold 1986 eller 1992-triumfen ved EM, men i det seneste årti er det håndboldlandsholdene, der har skabt glæde i de danske stuer. Så bør fodbolden overlade pladsen som Danmarks nationalsport til Mikkel Hansen, Stine Jørgensen og resten af håndbolddanmark?

Det har BT spurgt over 1.000 repræsentativt udvalgte danskere om gennem en YouGov-undersøgelse, og resultaterne er slående. De viser nemlig, at håndbold er ved at skubbe fodbold af tronen. 42 procent af de adspurgte mener, at fodbold stadig er Danmarks nationalsport, mens håndbold kommer lige efter med 39 procent. Det bliver dog først interessant, når vi kigger nærmere på aldersgrupperne.

Undersøgelsen afslører nemlig, at især de unge stemmer håndbolden ind som nationalsport. Hele 57 procent mellem 18-29 år ville 'over for en udlænding' beskrive håndbold som Danmarks nationalsport.

Hvis man spørger Frederik Lauesen, der er sportschef på TV 2, og som både har klub- og slutrunde-håndbold på sendefladen, så er der ingen tvivl om Danmarks nationalsport:

»Jeg synes klart, at håndbold pt. er Danmarks nationalsport. Vi er olympiske mestre, vi har to landshold, der altid spiller med langt fremme, og vi har et fodboldlandshold, der ser ud til at være meget langt fra VM. Jeg synes da slet ikke, at der er nogen tvivl om, hvordan det lige nu ser ud,« siger Frederik Lauesen.

Han mener også, at fodboldverdenen har underkendt udviklingen og taget det for givet, at man var den største på grund af medlemstallet, selv om der er andre parametre, hvor håndbolden har overhalet fodbolden indenom:

»Til håndbold-slutrunden i Herning var vi oppe på 2,6 millioner seere til en af Danmarks kampe, og jeg tror s'gu næsten aldrig, at en fodboldkamp har været i nærheden af dét,« siger han.

Fodbolden vinder klart kampen, hvis de to sportsgrene skal måles i medlemstal. Dansk Boldspil-Union (DBU) havde i 2015 omkring 335.000 aktive medlemmer, mens Dansk Håndbold Forbund (DHF) i samme år kunne tegne sig for ca. 105.000 medlemmer. Det er da også det argument, som kommunikationschef i DBU Jakob Høyer benytter, når han kommer med sit bud på, hvorfor håndbold slet ikke kan anses som Danmarks nationalsport:

»Jeg arbejder i fodboldens organisation og anser helt sikkert fodbold som nationalsporten. Når man kigger på antallet af medlemmer med 335.000 over hele landet, er vi suverænt den største sportsgren. Heldigvis er der også rigtig mange danskere, der følger med i sporten,« siger han.

Den samme holdning deler Anders Bay, der er sportschef på Discovery Networks med rettighederne til fodboldlandsholdet:

»Fodbold er nationalsporten. Jeg kigger først på, hvor mange der dyrker sportsgrenen, og der er fodbold jo langt foran håndbold. Derudover kan man kigge på økonomien i de bedste rækker, og der ligger Superligaen jo flere niveauer over den bedste håndboldliga. Der, hvor håndbolden vinder lidt ind, er, at man har nogle fede typer på landsholdet, der er folkelige, og som lægger svesken på disken,« siger Anders Bay.

Hos Kim Mikkelsen, der er ledende redaktionschef på TV3 Sport, er fodbold også en klar vinder af prisen som Danmarks nationalsport. I den forbindelse sender han også en lille stikpille afsted mod sportschefen på TV 2:

»Hvis du havde spurgt Frederik Lauesen i 1992, da Danmark blev europamester i fodbold, og han havde rettighederne, havde han med statsgaranti sagt, at fodbold er nationalsporten. Nu har han så ikke fodboldrettigheder til landsholdet længere, og så synes han selvfølgelig, at håndbold er det bedste siden skiveskåret brød,« siger Kim Mikkelsen.

Han anerkender dog, at man i håndbolden er dygtige til at sælge og eksponere sporten, og at ' fodbolddanmark' godt kunne lære lidt af det.